Præsteklumme:

Spild, af din tid!

Af
Hanne Jul Jakobsen

sognepræst Møllevang

præsteklumme ”Jeg skal ikke spilde din tid”, siger vi nogle gange, når vi forstyrrer én, der åbenlyst har for lidt af den. Tid er blevet en mangelvare for mange, og vi passer på ikke at tage hinandens. Vi vil ikke spilde andres tid. For alt i verden. Vi vil heller ikke spilde vores egen. Det sidste er næsten værre end det første. Når vi bruger vores tid på noget, så vil vi have noget ud af det. Noget målbart eller noget brugbart.

Vi har ikke rigtig råd til andet, synes vi. ”Spild af tid”, siger vi, hvis vi har været på et kursus, vi ikke umiddelbart kan omsætte i vores arbejde. ”Spild af tid”, siger vi, når vi er nødt til at vente hos vagtlægen eller i køen i Fakta, der ellers reklamerer med, at det kan gøres på fem minutter. Vi finder os ikke i det. Vi vil selv bestemme over vores tid. Vi har fået ejerfornemmelser over den. Ikke kun i toget, hvor den ifølge DSB er vores egen. Nej, også til daglig. Mange af os er blevet fedtede med den af frygt for at spilde den. Som om vores tid, bliver god, hvis vi presser den til det yderste.

Det er måske ikke så underligt, at vi i vores tid plages af stress og angst. Vi udpiner den jord, vi skal vokse i, så livsdepoterne til sidst er helt udtørrede. Så indfører vi egentid og partid og tager på spaophold ved Vejle Fjord. Men når det bliver mandag, er tiden igen knap og sælges som rationeringsmærker i krigstid. Det er interessant, hvordan god tid ikke bare er rigeligt tid, men også god på den gode måde. God tid kræver tid. Det kræver, at vi indimellem spilder den på hinanden. De fleste af os længes efter, at nogen andre spilder deres tid ud over os. Der er ikke noget skønnere end, når man møder et menneske, der ikke er ramt af tidspres, og som bare hælder sin gode tid ud over det hele.

Der er ikke noget skønnere end folk, der ikke er bange for, at den tid de bruger på én ikke er spildt. Folk som ikke skeler til klokken, når de keder sig i ens selskab, eller er optaget af om der kommer noget målbart eller brugbart ud af at være sammen. Den der tid, der er helt overflødig, og som udefra ligner et spild, den vokser der overraskende tit noget godt ud af. Spild, af din tid og forsøg at ramme nogen, der har brug for den!

Publiceret 23 February 2019 06:00

SENESTE TV