Søn og far, Peter og Søren Vang Christensen i det nye Plantorama.

Søn og far, Peter og Søren Vang Christensen i det nye Plantorama. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Plantorama:

Jyllands største åbner i Skæring

Far og søn Søren og Peter Vang Christensen kan se frem til, at en helt ny, kæmpe Plantorama åbner i Skæring 1. marts

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

åbning Det hele begyndte 4. april 1987, og her 32 år efter kan Søren Vang Christensen kigge på, at hans livsværk har vokset sig kæmpe stort.

Han startede Plantorama, og i dag har sønnen Peter Vang Christensen taget over og kan nu se frem til, at Jyllands største Plantorama slår dørene op på Grenåvej 517 i Skæring fredag 1. marts. Indtil videre er det blevet til 11 centre i hele Danmark, og den nye i Aarhus bliver altså Jyllands største med 9.200 kvadratmeter.

"Jeg er meget stolt af min søn, og at han har drevet det så vidt, som han har. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at blomsterne har udviklet sig til alt det her i dag - med møbler, indretning og så videre," siger Søren Vang Christensen med en vis portion stolthed i stemmen.

Og udviklingen i Plantorama har i den grad taget fart i løbet af årene. Det startede med blomster, men i den nye butik er der alt fra krybdyr til blomster samt frugt og grønt.

"Vi eksperimenterer her, da det er nyt og stort, så vi har blandt andet ansat en dyrlæge til småting som for eksempel vacciner," fortæller indehaver og administrerende direktør Peter Vang Christensen.

Når man har valgt at flytte fra Skæring Skolevej til den nye adresse, hvor Bo Grøn tidligere har ligget, så er det fordi, man syntes, at det gamle sted var ved at blive for meget klemt inde blandt huse samtidig med, at man gerne ville have mere plads.

En hel oplevelse

For både far og søn er det vigtigt, at man får en oplevelse, når man besøger Plantorama. Man skal ikke bare ind og købe planter eller blomster - det er hele oplevelsen, der tæller.

Derfor er der blandt andet også lavet et legeland til børnene, mens de voksne kan sætte sig ned og nyde en kop kaffe, en sandwich, kage eller salat fra Espresso House, som Plantorama er franchisetager af.

"Vi mener, det er vigtigt, at kunderne kan hygge sig og slappe af til en kop kaffe, mens de er hos os. Det skal være en del af oplevelsen. Vi er specialister i at skabe stemning og oplevelser. Vi laver for eksempel også 12 events i løbet af året - blandt andet til Fars Dag," siger Peter Vang Christensen.

Derfor er selv toiletterne også specielt indrettet. Her er håndvasken formet som et blad, og det hele er håndlavet.

"Ja, og mændene tisser ned i en blomst," siger 76-årige Søren Vang Christensen med et grin.

Han startede med at have omkring 20 mennesker ansat i et område, hvor der dengang var 16 gartnerier - i dag er der 500 medarbejdere og ingen gartnerier i miles omkreds.

Energivenligt center

Foruden kundens mange oplevelser med alt fra kaniner til specialiteter så er der også tænkt på miljøet i det nye Plantorama.

Der er blandt andet 850 kvadratmeter solceller på taget, og samtidig samler de al regnvandet op i en stor beholder på cirka 250 kubikmeter, og regnvandet bliver blandt andet brugt til sprinkleranlægget, så vandet bliver genbrugt.

"Ved at vi for eksempel har solceller på taget, så kommer vi til at spare 66.000 tons CO2 om året," fortæller Peter Vang Christensen, der altså er anden generation i Plantorama.

Han er den første i familien, der ikke er uddannet gartner, han har derimod en cand.merc. i økonomistyring.

"Jeg har dog været ude og vande blomster med min farfar," siger Peter Vang Christensen med et grin, hvilket en scrapbog, som far Søren har medbragt til interviewet, også vidner om. Her står en lille udgave af Peter med sin egen lille plastik vandkande og vander blomster i haven.

Om Plantorama skal forblive et familieforetagende må tiden vise. Peter har to sønner på 16 og 19 år, og indtil videre ved Peter ikke, om de er interesserede i at overtage biksen.

Plantorama

    Der er dyr - blandt andet fisk, kaniner og krybdyr, alt til planter både inde og ude, interiør, frugt og grønt samt specialiteter

    Der er plads til 139 mennesker indenfor og 40 udenfor på en terrasse i forbindelse med Espresso House

    Espresso House er bygget, så man har mulighed for at sidde og nyde sin kaffe på en tribune, mens man kigger ud over centeret

    Der bliver holdt masser af events i butikken - se mere på plantorama.dk

Publiceret 22 February 2019 11:41

SENESTE TV