Jakob Søgaard Clausen, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Aarhus.

Jakob Søgaard Clausen, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Aarhus.

Læserbrev:

Absurd lav straf for dødsulykke

DF-kandidat raser over straf på en måneds fængsel til mand, der var skyld i trafikdrab i Aarhus

Af
Jakob Søgaard Clausen

folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Aarhus

Onsdag faldt der dom i en sag fra maj sidste år, hvor en 31-årig mand drønede over for rødt på Ringvejen i det vestlige Århus.

Her ramte han en 21-årig ung pige, som var på vej over et fodgængerfelt. Hun blev dræbt på stedet. "Straffen" lød på én måneds ubetinget fængsel samt ubetinget frakendelse af kørekortet i ét enkelt år.

Det er en rystende lav straf og en direkte hån mod pigens familie. Især fordi gerningsmanden sandsynligvis kan afsone straffen med fodlænke og dermed leve stort set, som han plejer i den måned han 'straffes'.

Det er især rystende med tanke på, at manden tidligere er straffet for blandt andet at køre for stærkt, forbudt overhaling samt kørsel i frakendelsestiden. Også dengang fik han latterligt lave straffe i form af en betinget fængselsdom og bødestraf.

Det havde han tydeligvis ikke lært af, og det har nu kostet en ung pige livet.

Det er desværre ikke noget nyt, at der i det vestlige Aarhus er store problemer med trafikkulturen. Det har Østjyllands Politi også måttet erkende, og derfor laver de ofte trafikrazziaer i området.

Gang på gang kan de registrere voldsomme overtrædelser af Færdselsloven. Der bliver kørt for stærkt. Der bliver overhalet inden om, og der bliver kørt over for rødt i stor stil.

Hvis vi nogensinde skal komme områdets vanvidskørsel til livs, må første skridt da være, at vanvidskørslen resulterer i nogle hårde straffe, der rent faktisk sender et signal om, at vi som samfund ikke vil acceptere en så voldsom tilsidesættelse af de danske love og regler.

Hvis én måneds fængsel er strafferammen for så voldsom en forbrydelse, som den her, så tror jeg aldrig, det stopper. Det er jo en absurd lav straf!

Publiceret 21 February 2019 15:05

SENESTE TV