Foto: Google Maps

Foto: Google Maps

Politiets opfordring til Tranbjerg-borgere:

Fortæl os, hvis I ser unge på stoffer

Østjyllands Politi har de sidste uger øget patruljering ved Tranbjergcentret

Af
Trille Skøtt-Jensen

Uro I sidste uge kunne Lokalavisen Aarhus fortælle, at Natteravnene i Tranbjerg advarede mod, at børn helt ned til 10-12 år var på stoffer i Tranbjerg. Den samme gruppe børn har også holdt til i Tranbjergcentret, hvor de har været til gene med larm og provokerende attitude overfor både handlende og forretningsindehavere.

Østjyllands Politi har siden været meget tilstede ved Tranbjergcentret, og de har haft kontakt med forældre, som har børn, der hører til i gruppen.

"Vi har afholdt et møde, hvor der kom forældrepar til otte børn. Det gør vi, fordi vi gerne vil have, at de forældre møder hinanden, så de kan lære hinanden at kende. Der giver tryghed til, at de kan ringe til hinanden om deres børn. Så når et af børnene siger: "Jeg sover ved min kammerat," så ringer forældrene lige sammen og aftaler, at det faktisk er det, der sker," fortæller vicepolitiinspektør Gert Bisgaard.

Politiet har forventning om, at det forældresamarbejde kan forebygge og bringe ro til området.

"De får også at vide, hvordan deres børns opførsel kan virke utryghedsskabende for andre. Det fik vi en god snak om, og vi følger op med et nyt møde i marts, hvor vi skal høre, hvordan det går, og om vi kan støtte dem i noget," siger Gert Bisgaard.

Lille gruppe børn

Han fortæller, at det er politiets erfaring, at der er en gruppe på 3-8 børn i alderen 12-17 år, der holder til i Tranbjergcentret.

"Det er dem, mine folk møder. Det er ikke kriminelle børn. Mine folk har ikke fundet hash eller andet på dem. Det er en gruppe børn og unge, der keder sig og laver larm, og det har vi så fået en snak med dem om," siger vicepolitiinspektøren.

Hvad angår hashsalg, så er Tranbjerg, ifølge Gert Bisgaard, ikke mere plaget end alle mulige andre byer.

"Vi tager det meget alvorligt. Især, når det er børn, man mener, der sælges til. Problemet er bare, at vi ikke kender til nogen på 12 år. Vi har ikke fået nogen navne eller observeret, at der kommer flere biler og sælger til børn. Vi ved, at der var mistanke om, at en navngiven person skulle sælge, og ham har vi haft i," siger vicepolitiinspektøren.

Han opfordrer alle til at kontakte politiet, hvis man ser noget.

"Jeg ved godt, at der skrives en masse på Facebook om, hvad der sker. Men det kan vi ikke agere på. Hvis man ved noget og ser noget, så må man kontakte os, så vi kan handle på det. Det kan vi ikke på ting, der skrives på Facebook," lyder opfordringen fra Gert Bisgaard.

Foreløbig er der altså faldet ro på tingene. Hos Kvickly i Tranbjergcentret meldes der også om roligere forhold.

"Vi har ikke haft nogen problemer i den sidste uge. Så nu håber vi bare, det holder," fortæller informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

Publiceret 19 February 2019 19:35

SENESTE TV