Citydirektør Claus Bech giver thumbs up til byens gastronomi, selvom Aarhus ikke fik nye Michelinstjerner ved årets nordiske uddeling, der fandt sted i Musikhuset Aarhus.

Citydirektør Claus Bech giver thumbs up til byens gastronomi, selvom Aarhus ikke fik nye Michelinstjerner ved årets nordiske uddeling, der fandt sted i Musikhuset Aarhus. Foto: Jeppe Rafn

Michelin-suset manglede, men gastronomi i Aarhus er meget mere end Michelin-restauranter

Citydirektør er lidt skuffet over, Aarhus ikke fik nye Michelinstjerner, men det skal nok komme, hvis den gastronomiske udvikling fortsætter, mener han

Af
Jeppe Rafn

"Vi manglede lige suset."

Aarhus City Forenings direktør Claus Bech havde som mange andre aarhusianere svært ved at finde det helt store lokalpatriotiske smil frem, selvom Aarhus mandag aften var vært for lanceringen af Michelinguiden og uddelingen af Michelin stjerner og anerkendelse i alle de nordiske lande.

Det er første gang, at det store nordiske arrangement ikke finder sted i en hovedstad, og med valget af Aarhus som værtsby havde mange øjnet chancen for, at Aarhus kunne få tildelt flere stjerner end de fire, som byen har.

Sådan skulle det ikke gå. Restaurant Frederikshøj, Substans, Domestic og Gastromé bevarede hver sin stjerne, men inden af dem fik to stjerner, og der kom heller ikke nye stjerner på den aarhusianske restauranthimmel.

Et spørgsmål om tid

"Det er en lille smule skuffende. Jeg havde håbet på en ekstra stjerne til Wassim (Restaurant Frederikshøj) eller en ny stjerne til en anden restaurant. Når det er sagt, skal vi være glade og stolte og fortsætte med at udvikle. Der er så megen gang i byen, at det kun er et spørgsmål om tid, før der kommer flere," siger citydirektøren og påpeger, at mange restauranter laver fremragende mad, selvom de ikke har en Michelin-stjerne.

"Vi skal ikke glemme, at vi har så utroligt mange gode restauranter i Aarhus, som man kun kan opdage ved at gå ud at spise. Det er virkelig svært at få en stjerne, og det gør det kun endnu mere sublimt, når man får det," siger Claus Bech og henviser til, at man stadig sukker efter sine første Michelinstjerner i Danmarks tredje- og fjerdestørste byer, Odense og Aalborg.

Man kan ikke købe sig til Michelinstjerner

Aarhus Kommune, Region Midtjylland og VisitAarhus har i flere år arbejdet på at få det store Michelin-arrangement til byen. VisitAarhus direktør Peer H. Kristensen havde da også håbet, at værtsbyen ville kunne smykke sig med en eller flere nye Michelinstjerner i 2019.

"Man håber og drømmer jo altid, men Michelin siger bare, at fordi man har værtsskabet, får du ikke automatisk flere stjerner," siger turistdirektøren, som overordnet set er meget tilfreds med Michelinuddelingen i Aarhus.

"Det har været en fantastisk aften med høj klasse i Musikhuset, og vi har aldrig fået så megen omtale af Aarhus som nu," siger Peer H. Kristensen.

'Michelinbyen Aarhus'

Han nævner som eksempel, at der i Trondheim i Norge er skrevet og bliver skrevet rigtig meget om årets Michelinuddeling i 'Michelinbyen Aarhus'. Trondheim blev den store nordiske 'byvinder', og kom på Michelinkortet med hele to nye stjernerestauranter.

Turistdørektøren fortæller, at Aarhus som værtsby endvidere nyder godt af tre måneder med særligt Michelin-fokus, og VisitAarhus havde i forbindelse med uddelingen inviteret 12 internationale journalister fra lande som USA, Italien, Frankrig og England til Aarhus med det slet skjulte formål at få god omtale af byen.

"De har selvfølgelig været ude at spise flere steder, men også været på besøg hos flere af vores kulturinstitutioner."

Publiceret 19 February 2019 10:29

SENESTE TV