Købmand Lars Bundgaard Hansen glæder sig til at åbne dørene op til den nye Rema 1000-butik.

Købmand Lars Bundgaard Hansen glæder sig til at åbne dørene op til den nye Rema 1000-butik. Foto: Lars Rasborg

Ny Rema 1000 åbner i næste uge:

Holder åbningsfest fra morgenstunden

Torsdag i næste uge åbner købmand Lars Bundgaard Hansen dørene til den helt nye Rema 1000 i Risskov

Det er en glad købmand, der sammen med resten af sit personale glæder sig til at byde kunderne velkommen i den nye Rema 1000-butik, der åbner torsdag 28. februar klokken 8.00 Brassøvej 1 i Risskov. Det oplyser butikskæden i en pressemeddelelse.

"Det har været nogle lange men spændende måneder, men nu glæder vi os til at invitere til åbningsfest i en butik, hvor kunden altid kommer i første række," siger købmand Lars Bundgaard-Hansen i pressemeddelelsen.

Den 43-årige Lars Bundgaard-Hansen, der skal stå i spidsen for den nye Rema 1000-butik i Risskov, er efterhånden en garvet Rema 1000-købmand. Udover sin erfaring som souschef i både Rema 1000 Egå og Hadsten, har han de seneste tre år været købmand i Dronningborg.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er her, den nye Rema 1000 åbner i Risskov.

Det er her, den nye Rema 1000 åbner i Risskov. Pressefoto.

"Jeg har haft tre rigtig gode år i Dronningborg, hvor mit team og jeg havde held med at skabe en rigtig god butik med kunden i centrum. Men efter tre år er det på tide at prøve noget nyt. Jeg er drevet af hele tiden at udfordre mig selv, så da jeg fik muligheden for at starte en helt ny Rema 1000-butik op fra bunden, var betænkningstiden kort," siger Lars Bundgaard-Hansen.

Den nye Rema 1000-butik på Brassøvej vil få en central placering op ad Lystrupvej, der går direkte til Djurslandmotorvejen, og med halvanden kilometer til nærmeste dagligvarebutik håber Lars at blive det nemme, lokale valg for de mange mennesker, der dagligt kører til og fra Risskov af Djurslandmotorvejen.

Tidligere regionsvinder ved roret

Med sig i bagagen fra Rema 1000 i Dronningborg tager Lars Bundgaard-Hansen titlen som regionens bedste Rema 1000-butik i 2018. En pris han sammen med resten af sin medarbejderstab fik for deres utroligt høje bundniveau og en standard, der går udover det sædvanlige. Et værdisæt han tager med sig til Risskov.

"Det har altid været vigtigt for mig at have et utroligt højt bundniveau. Vi må aldrig have udsolgt, varerne skal altid være friske og butikken skal have pæne, rene linjer. Rema 1000 er discount med holdning, og i min butik har vi en klar holdning til, hvordan vi gør tingene mest indbydende og overskuelige for vores travle kunder, samtidig med det stadig skal være et hyggeligt sted at gøre sine daglige indkøb," siger Lars Bundgaard-Hansen.

Det høje bundniveau og den pæne butik er ikke de eneste holdninger, Lars Bundgaard-Hansen tager med sig fra Dronningborg. Som selvstændig købmand mener Lars nemlig, det er vigtigt også at løfte et socialt ansvar og drive en butik, hvor også folk i flexjobs, ledige og praktikanter kan få mulighed for at skabe deres egne succeshistorier, noget der sidste år vandt ham CSR-prisen i Randers.

"Det har altid været vigtigt for mig at have forskellige typer af medarbejdere, da vores kunder også er forskellige. At vi har kunne kombinere det ønske med at hjælpe folk ud på arbejdsmarkedet, er bare en bonus. Vi tager flexjobbere, ledige og praktikanter ind for at udvikle dem og gøre dem arbejdsmarkedsparate enten hos os eller et andet sted, hvor de kan være med til at skabe værdi," lyder det fra Lars Bundgaard-Hansen i pressemeddelelsen.

Butikken på Brassøvej 1 vil fra fredag den 1. marts have åbent alle ugens dage fra klokken 7.00 til 22.00.

jwh

Publiceret 18 February 2019 10:35

SENESTE TV