En fisk bliver kigget efter i sømmene. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus.

En fisk bliver kigget efter i sømmene. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus.

Van(d)vittige besøgtal: Museum slog vinterferie-rekord med fokus på havet

Naturhistorisk Museum havde besøgsrekord hele seks dage i vinterferien

Den netop overståede vinterferie har været en særdeles succesfuld en af slagsen for Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

Hele 9.796 gæster besøgte Naturhistorisk Museum i vinterferien, og det er 53 procent flere end i en gennemsnitlig vinterferie og det højeste besøgstal nogensinde for perioden.

"Vi er virkelig stolte af denne vinterferie, fordi den viser, hvad vi som museum formår, når vi kombinerer et stærkt naturvidenskabeligt program for nysgerrige børn og deres voksne med en populær udstilling, der i særlig grad bringer eftertanke og perspektiv for de voksne gennem Troels Kløvedals valg og fravalg," fortæller formidlingschef Henrik Sell.

Museet har haft fokus på havet i vinterferien og her indgik blandt andet den meget populære Troels Kløvedal-udstilling.

En ung hunløve kom under kniven på Naturhistorisk Museum i vinterferien og trak fulde huse. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

En ung hunløve kom under kniven på Naturhistorisk Museum i vinterferien og trak fulde huse. Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

Derudover kunne gæsterne kigge nærmere på hvalhjertet fra sejhvalen fra Mariager Fjord, og så var det som altid museets dissektioner, der virkelig trak folk til. Gæsterne kunne blandt andet se konservatorernes dissektion af hajer og blæksprutter, men også en løve og en 350 kg stor brun bjørn.

"Vi er særligt glade for, at vi ser en fortsat stigning både hos de voksne betalende gæster, men samtidig tydeligt også har en vækst blandt antallet af besøgende børn. Folk er dermed ikke kun kommet på grund af vores Kløvedal-udstilling, men også vores stærke ferieprogram. Vi har dermed som museum stadig et stærkt greb i børnefamilierne i forhold til de fleste danske museer - især set i lyset af at også konkurrencen skærpes med vinterferieåbent i Ree Park og hajer i Storcenter Nord," uddyber Henrik Sell.

Udover dissektionerne er der også blevet løst stakkevis af skattejagter, og mere end 150 kg ørred er blevet undersøgt af nysgerrige børn, der har kunnet dissekere deres egen fisk.

dp

Publiceret 18 February 2019 16:11

SENESTE TV