Viggo Mortensen: ”Jeg har aldrig før oplevet publikum reagere på en film, som de har gjort på denne”

Den semi-danske skuespiller er aktuel i Oscar-filmen ’Green Book’

Af
Stine Teglgaard

Kino.dk

Film ”Oscar-nomineringer er ikke til at komme uden om.” Det skrev kino.dk tilbage i september efter at have set drama-komedien ’Green Book’ ved verdenspremieren på Torontos prestigefyldte filmfestival. Filmen vandt en uge senere festivalens hovedpris, Publikumsprisen, og i dag får filmen premiere med fem Oscar-nomineringer på plakaten – bl.a. for bedste film og bedste mandlige hovedrolle til den delvist danske Viggo Mortensen.

’Green Book’ fortæller om et autentisk venskab, der opstod mellem en sofistikeret afroamerikansk kunstner og en snæversynet italiensk-amerikansk mand fra arbejderklassen i 1960’ernes USA. Handlingen tager fat, da den sorte musiker Dr. Don Shirley hyrer den snæversynede og umættelige wise guy-muskelmand Tony 'The Lip' Vallelonga som chauffør på en turné gennem landets mest racistiske sydstater.

Med sig har de en grøn bog, der vejleder rejsende i, hvilke spisesteder og hoteller der vil tage imod sorte borgere. En bog der kan guide dem fra sted til sted, men ikke hjælpe dem med turens største udfordring: At holde hinanden ud. Begge parter har nemlig rigeligt med fordomme om hinanden, og sammen udgør de den slags umage par, der har dannet rygrad i publikumssucceser som ’Driving Miss Daisy’ og ’De urørlige’. To film, der ligesom ’Green Book’, balancerer feel good-filmens komik med alvorlige tematikker og historisk tyngde.

”Der er måske et par filmeksperter derude, der vil afskrive den her film, fordi det er en feel good-film, men hvad er der galt i det? Vigtige ideer og tankevækkende - i mangel af bedre ord - budskaber, kommer ofte igennem på en meget nemmere og mere organisk måde, når man griner samtidig,” lød det fra Mortensen, da kino.dk deltog i pressekonferencen i Toronto.

Skuespilleren virkede her mere end normalt bevæget over Green Book-oplevelsen: ”I de syv-otte år, jeg har deltaget på denne filmfestival, og det var med gode film, har jeg aldrig før oplevet publikum reagere på en film, som de har gjort på denne”.

Elskværdig og morsom

Måske hænger Mortensens tætte forhold til netop denne film sammen med produktionens usædvanligt familiære tilknytning til hans karakter. Det Oscar-nominerede manuskript er nemlig skrevet i samarbejde med Tony Vallelongas egen søn, Nick. Samtidig medvirker størstedelen af de levende Vallelonga-familiemedlemmer i filmen side om side med Mortensen, der fortalte, at hans egen appetit skaffede ham jobbet:

”Vallelonga-familien var utroligt hjælpsomme, og med det samme de så mig spise, var de åbenbart overbeviste.”

Mortensen leverer da også en af karrierens bedste, mest elskværdige og uden tvivl mest morsomme præstationer som motor-munden Tony, der har et hjerte af guld, men ikke ejer skyggen af finesse. Over for ham ses den ligeså blændende Mahershala Ali (Moonlight), der på nuværende tidspunkt ligner en klar Oscar-vinder den 24. februar.

Var der retfærdighed til, gik Mortensen ligeledes hjem med en statuette, men mon ikke Hollywood-stjernen med de danske rødder allerede har fået noget ud af rollens mange udfordringer:

”Jeg var nervøs over at spille en italiensk-amerikaner, jeg blev også født i New York City, men jeg er ikke italiensk-amerikaner, og jeg er opmærksom på, at der er et par ret gode italiensk-amerikanske skuespiller derude”, lød det fra en grinende Mortensen en efterårsdag i Canada.

Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.

Publiceret 17 February 2019 07:00

SENESTE TV