Det er ikke længere muligt at tjekke ind og ud med sit dankort ved p-automaterne på de offentlige p-anlæg i Aarhus. Det har skabt vrede blandt flere aarhusianske bilister.

Det er ikke længere muligt at tjekke ind og ud med sit dankort ved p-automaterne på de offentlige p-anlæg i Aarhus. Det har skabt vrede blandt flere aarhusianske bilister. Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen

Partier undrer sig:

Hvem har besluttet, at der skal være forudbetalt parkering i Aarhus?

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har sendt en 10 dages forespørgsel af sted til magistratsafdelingen for Teknik og Miljø om ny parkeringsordning i Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

I sidste måned beskrev Lokalavisen Aarhus, hvordan flere bilister er stødte over den nye betalingsform på offentlige p-anlæg i Aarhus. Det er nemlig ikke længere muligt at tjekke ind og ud med dankort ved betalingsautomaterne. Man skal derimod betale forud, og det fik blandt andre Christen Clemmensen fra Lystrup til at blive forarget.

"Jeg synes ikke, det er fair, at jeg ikke kan nøjes med at betale for den tid, jeg bruger, som jeg kunne førhen. Nu skal jeg vælge, hvor lang tid, jeg har tænkt mig at holde parkeret, før jeg ved, hvor længe jeg har behov for det," sagde Christen Clemmensen i januar til Lokalavisen Aarhus og henviste til, at han nu har en stor risiko for at betale for meget.

Han blev bakket op af adskillige andre aarhusianere på Facebook. De mange bilisters vrede har nu fået byrådsmedlemmerne Almaz Mengesha fra Liberal Alliance samt Jette Skive og Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti til sammen at sende en såkaldt '10 dages forespørgsel' til magistratsafdelingen for Teknik og Miljø med otte spørgsmål om ændringen til forudbetaling ved de offentlige p-anlæg.

Hvem står bag?

Det undrer især de tre byrådsmedlemmer, hvordan ændringen overhovedet er blevet en realitet.

"Det står uklart for os hvordan beslutningen om at indføre forudbetalt parkering er blevet til. Det fremgår ikke i bilagene fra den politiske behandling af Parkeringspolitik 2018, at man ville indføre forudbetalt parkering. Denne beslutning blev først gjort klar gennem pressen i december 2018. Hvornår og af hvem er det blevet besluttet, at Aarhus Kommune skal indføre forudbetalt parkering," lyder det fra dem i det første spørgsmål.

Over for Lokalavisen Aarhus forsvarede Kim Gulvad Svendsen, driftschef hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, forudbetalingen med, at der ved den gamle tjek ind og ud-model var mange bilister, som glemte at tjekke ud og derfor blev pålagt en ekstra afgift.

"Hvor mange af den slags sager har Aarhus Kommune oplevet de sidste fem år," spørger de tre politikere også magistratsafdelingen for Teknik og Miljø på baggrund af driftschefens forklaring.

Derudover bliver der blandt andet også spurgt ind til, hvor stort et provenu man hos kommunen forventer at få ved ændringen til forudbetaling.

Tidligere har Almaz Mengesha fra Liberal Alliance fortalt til Lokalavisen Aarhus, at hun kun kan forestille sig, at der ligger en økonomisk grund til ændringen.

"Den eneste, der griner på vej hen til banken, er kommunen. Det er ikke borgeren. Jeg må betragte det som om, at man vil prøve at tjene flere penge på borgerne," sagde hun til Lokalavisen Aarhus.

Mulighed for ændring

Den nye betalingsform er en del af den parkeringspolitik, der trådte i kraft januar måned. Den blev stemt igennem i byrådet sidste år af et solidt rødt flertal, imens alle de borgerlige partier i Aarhus Byråd stemte imod.

Ango Winther, byrådsmedlem for Socialdemokratiet og medlem af Teknisk Udvalg, har tidligere over for Lokalavisen Aarhus været åben for at gå tilbage til den gamle betalingsmodel.

"Jeg vil lægge op til, at der skal laves en evaluering på den nye betalingsform, og så kan man bagefter tage stilling til, om den gamle model er bedre," sagde han i januar.

Magistraten for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune modtog de otte spørgsmål fra DF og Liberal Alliance 7. februar og skal svare tilbage inden for ti arbejdsdage.

Publiceret 12 February 2019 19:57