Præsteklumme:

Ledestjerner

Af
Karen Togsverd Hansen

sognepræst i Skæring Kirke

Jeg indrømmer blankt, at jeg er dybt afhængig af GPS eller 'google maps', når jeg skal finde vej. Min stedsans er ikke særlig veludviklet, og det er nemt at tænde skærmen og følge ruten, som tegnes, og stemmen, der fortæller mig, hvornår jeg skal dreje. En vis portion kritisk sans er dog godt. Jeg har erfaret, at det ikke altid er helt klogt blot bevidstløst at følge skærmens rute.

Når man skal finde sin vej i livet, er det også godt at have nogle vejvisere. Nogle ledestjerner, som man tager bestik af, når man planlægger sin rute, og som man kan vende tilbage til, når man af og til er kommet ud af kurs. Men her gælder det i endnu højere grad, at det er godt at beholde sin kritiske sans og ikke bare bevidstløst følge de anvisninger, man får.

Som præst peger jeg på Jesus Kristus og hans ord som en ledestjerne i vores liv. Jeg prædiker om Jesus, Guds søn som den, der kan forvandle et menneskeliv – give os retning og mening og håb helt ind i døden. Men jeg påstår ikke, at troen er som en GPS, man slår til, og så er vores livsrute fastlagt til mindste detalje.

I disse uger kører dokumentaren ”Guds bedste børn” på TV2. Her møder vi frikirke-/sektledere, som styrer tilhængernes liv og har uendelig stor magt over dem. Lederne påberåber sig at være ledet af Gud i alt, hvad de gør – og hvem kan sætte sig op imod Guds vilje? Der opstår derfor et usundt forhold, og vi har set eksempler på, hvordan mennesker sender deres børn til udlandet, sælger alt hvad de ejer, dropper vigtig medicin eller går med til seksuelle forhold, fordi lederen har sagt det, og fordi det derfor må være Guds vilje.

Det er aldrig sundt at slå sin kritiske sans fra og bevidstløst følge en leder – uanset hvilken leder det er. Og jeg tror, det hører med til at være et kristent menneske, at vi løbende selv må overveje, hvad det konkret betyder i vores situation at have Jesus og hans ord som ledestjerne. Hvordan skal troen udmøntes i vores liv? Det må vi hver især arbejde med, mens vi hele tiden vender tilbage til, hvad det var Jesus sagde, gjorde og lærte.

Det er blandt andet derfor, man aldrig bliver færdig med at komme til gudstjeneste. Ved gudstjenesten hører vi om Jesus – ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi møder ham. Her mindes vi om, at vi ikke er alene om vores liv og ikke skal magte alting selv. Her tændes med andre ord en ledestjerne, som ikke angiver en præcis rute, men som giver retning og mening i vores liv.

Publiceret 26 January 2019 06:00