Hudpleje til mænd: Aarhusianske SIGR tidobler omsætningen

Store kosmetikbrands tager pis på forbrugerne, lyder det fra to aarhusianske iværksættere, som har produceret en hudplejeserie med gennemsigtighed til mænd

Af
Martin Jørgensen

iværksætteri Ved kontorfællesskabet på Egå Havvej er der vand så langt øjet rækker langs den moderne lystbådehavn. Indenfor i varmen sidder to ambitiøse hudplejeiværksættere, som har store drømme for fremtiden med deres virksomhed SIGR, der sælger hudplejeprodukter til mænd.

Opgørelserne for julesalget er netop afsluttet, og de viser, at virksomheden har haft en tidobling af omsætningen sammenlignet med sidste år, fortæller de. Ambitionen er at konsolidere sig på markedet, men her stopper ambitionerne langt fra.

"På et tidspunkt vil vi gerne ud i hele verden. Asien er et kæmpe marked, så det kunne være fedt at ende der," fortæller stifteren Kristian Døssing Damm, som lancerede de første produkter for to år siden. Målet har hele tiden været at lave et 'ordentligt produkt', hvor forbrugeren skal vide, hvad der er i.

"Jeg synes, at de store kosmetikbrands i bund og grund tager pis på forbrugerne. Det er ikke nok at bruge et kendt ansigt eller et stort navn for at lave hudpleje, som virker til mænd," lyder det fra Kristian Døssing Damm, som kalder SIGR for en modreaktion på de produkter, der ellers tilbydes på markedet.

"Vi ser mange af de store mærker, som sælger dyre cremer, men de fortæller ikke, hvad der er i - og hvorfor det er i. Vi prøver derimod at være gennemsigtige og lave et ærligt produkt, og vi prøver at give folk en chance for at forstå, hvad produkterne indeholder og rådgive omkring det."

SIGR

Hudplejerejsen startede for to år siden, hvor flere års produktudvikling omsider kom til vejs ende for Kristian Døssing Damm, som er idémanden. Det var en længere periode uden økonomi til at kunne trække løn ud til ham selv, og han var derfor nødsaget til at bijobbe på et natarbejde for at få tingene til at køre rundt.

"Det var nødvendig med en grundig produktudvikling, og jeg er sikker på, at det har gavnet i sidste ende, at det blev gjort på en ordentlig måde. Til sidst nåede jeg bare til et punkt, hvor der simpelthen bare manglede penge," fortæller den 31-årige iværksætter fra Solbjerg, som herefter fik Thomas Damgaard med på vognen som investor.

"Jeg investerede på grund af fortællingen om, at der er et marked hvor de fleste områder er stagneret, og så er der hudpleje til mænd, som vækster. Og så kunne jeg se en synergi mellem mine kompetencer og arbejdet med at udbrede kendskabet til SIGR," fortæller 29-årige Thomas Damgaard, der har en kandidat i medievidenskab og en fortid i reklamebranchen.

Virksomheden har lagt en meget klar strategi for, hvordan forretningen skal drives fremadrettet - og hvordan den absolut ikke skal drives.

"Mange af de store kendte mærker kører kampagner med store sportsstjerner, hvor de klasker plakater rundt i hele byen. Det vil vi gerne gøre op med, for det er ikke den vej, vi vil gå med vores produkt. Tværtimod."

Udvikle brandet

'Beauty til mænd' er ifølge de to iværksættere et marked, der udvikler sig utroligt meget i disse år. Store onlineplatforme som Boozt, Zalando og Asos er alle begyndt at satse stort på netop denne del af beautybranchen.

"Det er blevet mere almindeligt, at mænd også har creme, og det er ikke længere noget, som man gemmer væk i sportstasken, når man er til fodboldtræning," fortæller Kristian Døssing Damm, som sammen med Thomas Damgaard arbejder hårdt for at udbrede kendskabet til SIGR.

"Det har taget nogle måneder at løbe virksomheden i gang med et brand, som ingen kender. Folk køber ikke et produkt første gang, at de ser det," lyder det fra Thomas Damgaard.

I stedet vil SIGR rådgive om kvaliteten af produkterne samt give gode råd til, hvordan man bedst mulig vis passer på sin hud.

I øjeblikket sælges SIGR i omegnen af 30 fysisk butikker i Danmark, mens det også forhandles på Stylepit, Boozt.com og Made4men. SIGR betyder sejr på nordisk, og alle produkter er baseret på naturlige ingredienser.

Publiceret 24 January 2019 06:00

SENESTE TV