Stadsdirektøren (stort billede) tjener mest, mens direktøren for Sundhed og Omsorg (øverst til venstre) tjener mindst af de seks topdirektører i Aarhus Kommune. Fotos: Aarhus Kommune

Stadsdirektøren (stort billede) tjener mest, mens direktøren for Sundhed og Omsorg (øverst til venstre) tjener mindst af de seks topdirektører i Aarhus Kommune. Fotos: Aarhus Kommune

Bedre løn end statsministeren:

Så meget tjener direktørerne i Aarhus Kommune

Tre af seks direktører i Aarhus Kommune fik i 2018 mere i løn end statsminister Lars Løkke Rasmussen

Af
Danni Paulsen

Selv om man som folkevalgt ikke ligefrem er underbetalt - især hvis man har samlet sig en masse poster i udvalg og bestyrelser - så er det dog i embedsværket, at de helt tunge lønposer bliver uddelt.

Det er alment kendt, at embedsværkets mest løntunge mænd og kvinder sidder i de statslige ministerier, men i det kommunale går direktørerne heller ikke ligefrem sultne i seng.

Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt Aarhus Kommunes seks topdirektørers lønninger, og af den fremgår det, at tre af direktørerne havde en grundløn, der var højere end statsminster Lars Løkke Rasmussen, der i 2018 fik et vederlag på omkring 1,5 millioner kroner.

Lønopgørelsen viser ikke overraskende, at det er direktøren for det hele, stadsdirektør Niels Højbjerg, der kunne hæve den højeste gage i 2018. Hans samlede lønudgifter beløb sig til 2.292.577 kroner.

Lavest i lønhierarkiet blandt de kommunale direktører var Hosea Dutschke, der er direktør for Sundhed og Omsorg, med en lønudgift på 1.560.772 kroner.

Dyr B&U-rokade

I Børn og Unge har der den seneste tid været en del udskifting på topposten, og det har været en bekostelig affære for skatteyderne.

I 2018 blev der nemlig betalt i alt 1.853.410 i lønudgifter til Jan Præstholm, der fratrådte stillingen den 7. juni. Hans fratrædelsesaftale udløber den 31. januar.

Hans midlertidige afløser Søren Aakjær, der var konstitueret direktør frem til 30. november, fik et konstitueringstillæg på 205.538 kroner, og 1. december tiltrådte så Martin Østergaard Christensen, hvis månedlige lønudgift er 156.196 kroner.

Kommunen oplyser til Lokalavisen Aarhus, at der i Aarhus Kommune ikke er indgået aftaler om bonusordninger for direktørerne.

Det oplyses yderligere, at der i 2019 ikke er aftalt lønstigninger - bortset fra den overenskomstmæssige lønregulering på 1,97 procent pr. 1. april.

Direktørernes lønninger i 2018:

Niels Højbjerg - Stadsdirektør

Årlig grundløn: 1.852.516 kr.

Årlige lønudgifter (inkl. pension m.m.): 2.292.577 kr.

Erik Kaastrup-Hansen - direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Årlig grundløn: 1.589.626 kr.

Årlige lønudgifter (inkl. pension m.m.): 1.874.788 kr.

Jan Præstholm - (tidligere) direktør for Børn og Unge

Årlig grundløn: 1.514.852 kr.

Årlige lønudgifter (inkl. pension m.m.): 1.853.410 kr.

Martin Østergaard Christensen - (ny pr. 1. nov) direktør for Børn og Unge

Årlig grundløn (omregnet til årsudgift til sammenligning): 1.531.968 kr.

Årlige lønudgifter (omregnet til årsudgift til sammenligning): 1.874.352 kr.

Henrik Seiding - (ny pr. 1. juni) direktør for Teknik og Miljø

Årlig grundløn (omregnet til årsudgift til sammenligning): 1.490.593 kr.

Årlige lønudgifter (omregnet til årsudgift til sammenligning): 1.797.147 kr.

Kirsten Jørgensen - direktør for Kultur og Borgerservice

Årlig grundløn: 1.348.848 kr.

Årlige lønudgifter: 1.607.054 kr.

Hosea Dutschke - direktør for Sundhed og Omsorg

Årlig grundløn: 1.309.578 kr.

Årlige lønudgifter: 1.560.772 kr.

Publiceret 22 January 2019 11:45

SENESTE TV