Foto: Per Ryolf, Aarhus Kommune.

Aarhus skriver danmarkshistorie med 29.000 nye gadelamper

Rådmand Bünyamin Simsek afsluttede i dag danmarkshistoriens største energirenovering af gadelamper, da han ved Aarhus Rådhus monterede den sidste af 29.000 LED-lamper

Tirsdag satte Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, den sidste LED-lampe op, og dermed er Aarhus' store udskiftning af gadelamper færdiggjort.

29.000 nedslidte kviksølvlamper er siden 2015 blevet erstattet med energivenlig LED-teknologi i Aarhus Kommune. Det svarer til cirka halvdelen af den samlede vejbelysning, og er det største af sin slags i Danmark. Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Projektet er på trods af dets omfattende størrelse udgiftsneutralt, fordi LED-teknologien er markant billigere i drift, og omkostningerne vil derfor tjene sig selv hjem i løbet af 20 år. På årsbasis sparer Aarhus Kommune 30 procent på elregningen til vejbelysning med den nye teknologi, hvilket cirka svarer til 1.500 husstandes årlige elforbrug.

”Projektet er endnu et skridt på vejen mod at gøre Aarhus til en CO2neutral kommune i 2030, men aarhusianerne vil også i dagligdagen bemærke en markant bedre belysning på veje og gader, som har fået den nye LED-teknologi,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.

Kombinationen af kraftigere og billigere lys betyder, at det ikke længere er nødvendigt at slukke hver anden lampe om natten på strækninger med LED-teknologien. Her vil lyset i stedet blive dæmpet, fremgår det af pressemeddelelsen.

De bedre oplyste boligkvarterer vil give større tryghed, fordi det bliver lettere at følge med i, hvem der færdes hvor. For trafikanterne betyder det kraftigere lys et bedre overblik og dermed større trafiksikkerhed.

jwh

Publiceret 22 January 2019 16:19