Modelfoto: Mostphotos

Bred opbakning til overvågningskameraer i uroplagede områder: "Det var på tide, men burde have været gjort for længst"

Som del af en tryghedsskabende indsats er der sat overvågningskameraer op på Klostertorvet og Åboulevarden. Der er bred opbakning til indsatsen, men overvågningen må ikke tage overhånd

Af
CHRISTIAN EMIL HOLM

JP AARHUS

Som del af en national tryghedsskabende indsats er der blevet bevilliget 100 overvågningskameraer til landets politikredse.

11 af de ovennævnte kameraer er havnet hos Østjyllands Politi og er blevet fordelt i Randers og Aarhus på steder, hvor Østjyllands Politi har vurderet, at behovet for en tryghedsskabende indsats er størst.

I Aarhus er der blevet sat kameraer op på Klostertorvet og langs Åboulevarden. Begge steder, hvor de erhvervsdrivende oplever forskellige problemstillinger.

På Klostertorvet er det primært den høje koncentration af alkoholikere og hjemløse, som til tider kan være til gene. Langs åen er det primært slåskampe, hærværk og narkohandel i nattetimerne, man døjer med.

"Kun en fordel"

Derfor ser erhvervsdrivende og medarbejdere på caféer og barer også positivt på de nyophængte kameraer.

"Vi er glade for dem. Jeg tror, at de vil have stor effekt på de problemer, vi oplever på Klostertorvet," fortæller Anders Womb, der er barista på Café Smagløs på Klostertorvet.

Han fortæller, at det særligt er i sommerperioden, hvor cafeen har udendørs servering, at problemerne opstår. Han henviser desuden til området omkring Magasin, hvor videoovervågningen har haft en positiv effekt.

"Ved Magasin har man kunne afhjælpe kriminaliteten, når den sker. Så jeg tænker, at det er en positiv ting. Man kan ikke benægte, at der fortsat vil være problemer. Men det vil hjælpe, når problemerne opstår," siger han.

Også på Bodegaen ved åen glæder man sig over de nye kameraer.

"Det er da helt sikker noget, vi kan bruge," lyder det fra Simon Kielemann Grønkjær, der er medejer af Bodegaen.

De fleste barer og cafeer ved åen har i forvejen deres egne kameraer, som politiet også benytter sig af, forklarer han.

"Hvis de nye kameraer betyder, at politiet får endnu bedre mulighed for at gennemskue, hvem der laver ballade, så er det kun en fordel," siger Simon Kielemann Grønkjær.

Utrygge områder

Befolkningen er som regel splittet, når der tales om overvågning af det offentlige rum. Der er dem, der mener, at det krænker privatlivets fred. Og så er der dem, der mener, at det jo ikke er et problem, hvis man ikke har noget at skjule.

Noget tyder på, at Østjyllands Politi har ramt rigtigt i forhold til placeringen af kameraerne.

"Det var på tide, men burde have været gjort for længst," lyder det fra Karin Hansen, som sammen med veninden Ragnhild Carlsen står ved Klostertorvet og venter på bussen.

"Jeg har det sådan, at min 17-årige datter ikke må gå herned alene. Jeg beder hende tage bussen et andet sted fra, og ellers kører jeg hende hellere selv," fortæller Karin Hansen.

Adspurgt om hvorfor, lyder svaret:

"Fordi der er så mange mærkelige mennesker i verden, og særligt mange hernede."

På trods af de kameraer er Karin Hansen stadigvæk ikke meget for, at datteren tager bussen fra Klostertorvet.

"Nej, så trygge er vi alligevel ikke," siger Ragnhild Carlsen og griner.

Tiltro til mennesker

Foran Rømer på Åboulevarden sidder Julie Thorsager og Amalie Jespersen og drikker kaffe under en varmelampe. De arbejder begge i restaurationsbranchen på henholdsvis Klostertorvet og Åboulevarden.

De nikker begge genkendende til de problematikker, som Østjyllands Politi forsøger at afhjælpe med de nye kameraer. Det er fint med overvågningen, men det løser ikke alle problematikker, og det må ikke tage overhånd, mener Amalie Jespersen.

"Man skal stadigvæk have lidt tiltro til mennesker, og at det ikke først er, når folk bliver overvåget, at problemerne stopper. Der skal også tages andre metoder i brug, ellers flytter man bare problemerne," siger hun.

Publiceret 21 January 2019 21:00