Salling Group har købt retten til at bruge BR-navnet på det danske marked.

Salling Group har købt retten til at bruge BR-navnet på det danske marked. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Salling Group køber varelager og retten til at bruge BR's navn

BR overlever muligvis som dansk legetøjsbrand

Salling Group har overtaget varelageret fra Toys'R'Us og BR efter legetøjskoncernen TOP-TOY's konkurs i slutningen af december 2018. Salling Group har samtidig sikret sig rettighederne til at bruge BR-navnet på det danske marked, men ikke Toys'R'Us-navnet.

I første omgang ser Salling Group et stærkt samspil mellem det opkøbte varelager og det eksisterende udbud af legetøj i føtex og Bilka, som er en del af Salling Group.

"Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år. Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, og at legetøjssalget ikke alene flytter over på udenlandske webshops. Hvordan BR-brandet på sigt vil blive anvendt, har vi ikke taget endelig stilling til endnu," siger administrerende direktør Per Bank i en pressemeddelelse fra Salling Group, der har hovedsæde i Aarhus.

1.500 ledige jobs i Salling Group

Aftalen om køb af varelager og navnerettigheder omfatter ikke overtagelse af fysiske butikker eller medarbejdere, men Salling Group ser fortrøstningsfuldt på muligheden for at ansætte nogle af de medarbejdere, der har mistet deres arbejde i de to konkursramte legetøjskæder.

"Det er beklageligt, når kompetente medarbejdere i branchen mister deres arbejde efter butikslukninger. Med 1.500 ledige jobs i Salling Group er der forhåbentlig muligheder for mange af TOP-TOY’s dygtige medarbejdere hos os. Indtil da sikrer vi med denne handel, at rettighederne til et hæderkronet dansk brand forbliver på danske hænder," siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Allerede før nytår lancerede Bilka og føtex en bytteservice, så julegaver købt i BR og Toys'R'Us i Danmark kan byttes til andet legetøj i føtex' og Bilkas udvalg. Bytteordningen fortsætter uændret hele måneden, så julegaver kan byttes frem til den 31. januar, hvis varen findes i føtex, Bilka eller på Bilka.dk.

jr

Publiceret 17 January 2019 10:17