Claus Krogh, chefredaktør på Politikens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør på Politikens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme: Al magt til borgerne - følg englændernes eksempel

Claus Krogh opfordrer aarhusianerne til at forsøge at påvirke tingene i deres kommune

"Det handler grundlæggende om, at man som borger tager et ansvar, når der er noget, man ønsker at få ændret. Hvis man vil forandre sin by, er man nødt til selv at gøre en indsats".

Citatet er fra en artikel i JP Aarhus fra den 6. januar. Det er englænderen Annabelle MacFadyen, der udtaler sig.

Annabelle og hendes mand Peter MacFayden var i Aarhus for at fortælle om et initiativ, som de har kørende i den sydengelske by Frome - en by med 30.000 indbyggere. Et initiativ, der af den engelske avis The Guardian er blevet kaldt for den næste politiske revolution.

Tilbage før kommunalvalget i 2011 i Frome var ægteparret MacFayden frustrerede og trætte af de lokale politikeres manglende evner og lyst til at lytte til borgernes ønsker i forhold til, hvordan Frome skulle udvikle sig. MacFayden tog derfor initiativ til at sørge for, at en række borgere, der ikke var en del af det politiske etablissement, stillede op til byrådet.

Formålet var at få indflydelse - og fik man indflydelse, skulle den konverteres til en masse borgerinddragelse. Succesen var til at tage at føle på. Ved valget i 2011 fik bevægelsen 10 ud af 17 mandater. Og fire år senere 17 ud af 17. Så nu udvikles og besluttes tingene i Frome af byrådet, men i tæt tæt dialog med almindelige borgere, som bliver spurgt til råds i rigtig mange sager.

Og hvorfor er det så interessant her i Aarhus? Det er det, fordi borgerne i Aarhus har samme muligheder for at påvirke tingene, som borgerne i Frome har. Den åbenlyse er kommunalvalget. Men det er ikke den vigtigste. Det sted, hvor vi som aarhusianere har den største stemme udenfor valgperioden, er i fællesrådene. Her har man et talerør direkte til politikere og forvaltning. Det er her, at vi som borgere kan søge at få indflydelse på den lokale politik.

Jeg har fulgt byrådet tæt i mange år og kan se, at vores byrådsmedlemmer godt ved, at de bliver nødt til at lytte til borgerne. Det er positivt. Men vores politikere er OGSÅ partisoldater. De er fastholdt i deres beslutninger af partipolitike hensyn, der både er lokalt- og nationalt forankret. Så nok lytter de - men beslutningerne træffes i sidste ende udfra partipolitiske hensyn.

Nu er der mindre end tre år til næste kommunalvalg, og man kan spekulere på, hvad der vil ske, hvis nogen tager initiativ til at starte en aarhusiansk gren af MacFaydens bevægelse fra Frome? Jeg tror, Aarhus er klar.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 17 January 2019 06:00