Foto: Mostphotos

Foto: Mostphotos

Byrådsbeslutning:

Aarhusianerne får gratis adgang til kursus i mindfulness

Byrådet støtter igangsættelsen af et ugentligt, offentligt og gratis kursus i mindfulness

Af
Maria Dalhoff

JP Aarhus

Dansk Center for Mindfulness skal i 2019 afholde et ugentligt, offentligt og gratis kursus i mindfulness for aarhusianerne.

Aarhus Byråd vedtog onsdag et forslag fra kommunens eget Bæredygtighedsudvalg, som havde sendt indstillingen til byrådet om at lade Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet, tilbyde gratis mindfulness med opstartsevent på Aarhus Rådhus og herefter i Musikhuset Aarhus en time om ugen.

"Stress som sygdom skal tages alvorligt. Det har også været baggrund for, at vi i udvalget er blevet enige om, at mental sundhed skal været et af de helt centrale emner," sagde Peder Udengaard (S) under byrådsdebatten.

Tilbuddet vil ikke koste Aarhus Kommune kontante kroner, men gratis udlån af lokale.

"Mindfulness er en af de konkrete metoder, som man efterhånden ved virker. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Det er der også sund og god økonomi i," sagde Theresa Blegvad (V).

Ifølge indstillingen til byrådet, som er indsendt af Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre, vil leder af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet Lone Overby Fjorback, som er psykiater og forsker, få ansvaret for, at den undervisning, der tilbydes, er faglig og professionel.

Partierne bag forslaget om optræning af den mentale sundhed skriver i indstillingen, at »vejen til bedre mental sundhed banes, når vi skaber rammerne for sundhed og trivsel og aktivt gør noget meningsfyldt sammen«. Den ugentlige gratis undervisning i mindfulness vil være en kombination af guidet meditation og inspiration fra litteratur, kunst, musik og forskning.

Liberal Alliance kunne ikke støtte indstillingen. Partiet mener, at det gratis kursus er ulige konkurrence med de private aktører på området.

Publiceret 16 January 2019 18:57

SENESTE TV