Præsteklumme:

Hvordan synes du selv, det går?

Af
Laura Gylden-Damgaard

sognepræst i Egå Kirke

Præsteklumme At vågne brat en decembermorgen, fordi det går op for én, at 'nissen' har glemt at lægge gaver i børnenes sokker! At lugte brændt sukker sekundet før, de små hvide kartofler til julemiddagen skulle på panden! At stå foran hylden med den mælkeskummer, der skulle have været årets sidste julegave og glo på et skilt med ”UDSOLGT”! Ja, der er rigeligt med ting, der kan få pulsen op hen mod slutningen af december. Og ikke nok med det – så fik jeg den 17. december et spørgeskema fra en større dansk avis, der i særlig grad fik blodet til at bruse i mine årer. Det var sendt til en stor del af landets præster og bød på spørgsmål a la: ”Er biskopperne synlige nok i den offentlige debat? Møder du ofte ønsker fra brudepar, du er nødt til at sige nej til? Er evolutionsteorien problematisk for forkyndelsen?” (Øh, NEJ!). Formålet med spørgsmålene skinnede klarere end naboens lyskæder. De var alle en tendentiøs jagt på det sensationelle, det forargelige, det, der skiller os: ”Kom nuuu; sig at du er træt af ledelsen, dit arbejde og kirkegængerne”! Hvorfor har så meget journalistik ensidigt fokus på det negative? Som en god journalistven kan finde på at sige, når der kommer en ambulance: ”Det lugter af nyheder”!

Men giver vi de gode historier plads, ja, så kan blodet i vores årer måske komme til at bruse lidt mindre af harme og lidt mere af glæde i 2019.

Gider vi virkelig kun læse om det sensationelle? Eller handler det også om journalistisk kultur og vane? Det er jo nærmest sådan, at hvis Arla lancerer en ny ost, så skal TV2 have en livereporter på stedet for at hæve spændingsniveauet. Og stille osten det geniale, gennemresearchede spørgsmål: ”Hvordan synes du selv, det går?”

Den slags sensationsjagt og overfladiskhed forsøger det uafhængige medie Verdens Bedste Nyheder at lave om på. Deres mission er at give en stemme til historier om udvikling, fremgang og håb for at nuancere og balancere billedet af den verden, vi lever i.

Jeg synes, vi skal springe på deres vogn. De gode historiers vogn. For vi lever som mennesker og samfund af historier – de er vores kulturelle DNA. Og hvis vi kun jager de historier, der skiller - katastroferne, sensationerne og det negative - så er det ligesom at kigge på verden gennem et mørkt filter.

Men giver vi de gode historier plads, ja, så kan blodet i vores årer måske komme til at bruse lidt mindre af harme og lidt mere af glæde i 2019.

Godt nytår – og har du 5 minutter, så tjek www.verdensbedstenyheder.dk

Publiceret 12 January 2019 06:00