Elmer Møller ligger i øjeblikket nummer 141 på juniorverdensranglisten, og det er for spillere op til 18 år. Med de seneste resultater tyder alt på, at han kommer i top 100 i starten af det nye år. Han er fjerde højest rangerede på verdensplan i sin egen årgang.

Elmer Møller ligger i øjeblikket nummer 141 på juniorverdensranglisten, og det er for spillere op til 18 år. Med de seneste resultater tyder alt på, at han kommer i top 100 i starten af det nye år. Han er fjerde højest rangerede på verdensplan i sin egen årgang. Foto: Srdjan Stevanovic - Starsportphoto.Com

Tennis:

Aarhusiansk stortalent slår til i Sverige

15-årige Elmer Møller er flyttet hjemmefra for at få yderligere gang i tenniskarrieren og brager op ad juniorverdensranglisten

Af
Kim Skovrup Andersen

Det, der startede for sjovt med stangtennis i bedsteforældrenes baghave, har udviklet sig til at være blevet en særdeles ambitiøs hobby for den i dag 15-årige Elmer Møller. Så ambitiøs, at Aarhus-drengen i dette efterår har valgt at flytte til Stockholm, hvor han tilknyttet tennisakademiet 'Good to Great' i Stockholm.

Elmer Møller har i et par år været et af de talenter, som Dansk Tennis Forbund har udpeget som et af landets største og et af dem, der satses på. Han har spillet på diverse junior-landshold i de seneste fem år og er allerede i en ung alder rejsende i tennis.

Tennisakademiet i Sverige ledes af den tidligere topspiller Magnus Norman, der i sin karriere nåede op som nummer 2 på verdensranglisten.

"Jeg har længe syntes, det kunne være spændende at træne på et akademi, hvor man lever en mere professionel hverdag bygget op omkring tennis. På 'Good to Great'- akademiet er der stor fokus på tennis, og hvordan man når langt med sin tennis," siger han.

Hjemme hver sjette uge

Lokalavisens udsendte møder Elmer Møller i Skovbakkens Tennis' træningshal på Hvidkildevej i Risskov. Det er her, han svinger ketsjeren, når han er hjemme.

Som regel er stortalentet fem uger ude og en uge hjemme i Aarhus. De fem uger ude består typisk af tre ugers træning i Stockholm og to ugers turneringsakitivitet rundt i verden.

Når det unge tennis-talent er hjemme i 'Smilets By' går han i niende klasse på Ellevangskolens ESAA-linje i Risskov(Elite Sports Akademi Aarhus, red.). Her gik han også i ottende, men det sidste år i folkeskolen er af gode grunde en del anderledes end de fleste jævnaldrendes.

"Jeg tager det meste online, og når jeg så er hjemme, er jeg på Ellevangskolen, hvor der er nogle lærere, som er rigtig hjælpsomme og strukturerer min hverdag for mig," fortæller han.

Det er ikke planen, at skolen skal fylde meget de næste par år.

"Når jeg er færdig med med 9. klasse håber jeg at kunne spille en masse udenlandske turneringer i nogle år, men eg regner stærkt med, at jeg på et tidspunkt skal tage en uddannelse. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske. Jeg kan jo falde og blive skadet i morgen," siger han.

Davis Cup-debut

I denne sæson er tennis-esset for alvor slået igennem.

Han fik Davis Cup-debut i efteråret i Budapest. Det er tennisudgaven af verdensmesterskaberne for hold under 16 år, hvor de 16 bedst nationer i verden er med. Her klarede Danmark sig historisk godt med en kvartfinaleplads.

Elmer Møller - i midten - med sine Davis Cup-holdkammerater Holger Nødskov Rune og Oskar Brostrøm Poulsen.

Elmer Møller - i midten - med sine Davis Cup-holdkammerater Holger Nødskov Rune og Oskar Brostrøm Poulsen. Foto: Dansk Tennis Forbund

"Det var en spændende og stor oplevelse at spille Davis Cup. Det var mega fedt, vi nåede kvartfinalen, og vi var faktisk uheldige med at møde og ryge ud til topseedede Italien," siger Elmer Møller.

Derudover har 2018 budt på flere turneringssejre i udlandet og en finaledeltagelse til EM i Moskva.

"Det var en rigtig god turnering for mig. Jeg havde ikke forventet at vinde sølv, for de fleste modstandere var et år ældre og større end mig. Jeg syens, jeg kompenserer for min manglende højde og slagstyrke ved at være bedre til at tænke tennis og spille bolden derhen, hvor det ikke er særligt behageligt for min modstander," forklarer talentet, der også peger på det mentale som en styrke.

Fjerdebedst i verden

De gode resultater har bevirket, at Elmer Møller i skrivende stund ligger nummer 141 på juniorverdensranglisten, og det er for spillere op til 18 år. Med de seneste resultater er det sandsynligt, at han kommer i top 100 allerede i januar. Kigger man udelukkende på hans årgang, er han fjerdebedst i verden.

"Min store drøm er at komme til at leve af tennis. Ellers ville jeg ikke lægge så meget tid og energi i det. Jeg ofrer en del, men det er det værd med rejserne og oplevelserne. Jeg synes, det bliver sjovere og sjovere, jo længere man kommer, og der kommer mange fede turneringer, hvis man gør det godt," siger Elmer Møller.

I midten af januar tager den 15-årige tennisspiller til Sydamerika for at spille tre såkaldte kategori 1-turneringer i henholdsvis Colombia, Ecuador og Paraguay. Elmer Møller var ellers kvalificeret til Australian Open for juniorer, men har i samråd med sin far Jesper Bak valgt at prioritere anderledes.

Publiceret 03 January 2019 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.