Foto: Øxenholt Foto

Spejdergruppes fremtid usikker efter brand

Politi har afspærret Højbjergspejdernes hytte

Af
Trille Skøtt-Jensen

Højbjergspejdernes fremtid er uvis efter en brand nytårsnat fik fat i spejdernes bygning på Moesgårdsvej i Højbjerg. Endnu har spejderne ikke fuldt overblik over skaderne. Det fortæller afdelingsleder hos Højbjerg Drengene Claus Vang.

"Politiet har spærret bygningen af, så vi har ikke et fuldt overblik endnu. Jeg ved ikke, hvor stor skade, der er sket" fortæller Claus Vang, der er leder for de mindste drenge.

Branden opstod nytårsnat i en tilbygning og der var stor risiko for, at den bredte sig til hovedbygningn. Det fik Østjyllands Brandvæsen dog forhindret, men ilden nåede at få fat i hovedbygningens tag.

I bygningen blev blandt andet spejdernes 15 telte opbevaret og hvordan de har det, vides altså ikke. Men værre er det, hvis bygningen ikke kan bruges igen.

"Det er rigtig træls. Højbjerg Drengene har være meget nedadgående de senere år. Vi er ca. 30 spejdere nu. Så jeg er lidt bekymret for, hvordan det skal gå, hvis vi skal have renoveret bygningen. Hvis ikke Aarhus Kommune vil betale, så ved jeg ikke, hvad vi skal gøre," siger Claus Vang.

Han venter fortsat på nyt om bygningens tilstand og håber på det bedste.

"Jeg tror da nok, vi skal finde på en måde at overleve," siger han.

Højbjerg Drengene blev stiftet i 1942 og er dermed den andenældste drengespejdergruppe i Danmark.

Det er endnu uvist, hvad der er grund til ildebranden.

Publiceret 02 January 2019 15:29