Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalavisen.

Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalavisen.

Chefredaktørens klumme: "Ubehøvlet selvbetjening"

Chefredaktør Claus Krogh fremhæver nogle af de vigtige historier bragt af Lokalavisen Aarhus i 2018

Rubrikken ovenfor er fra en af de mange gode historier, vi har leveret til aarhusianerne i 2018. Den ubehøvlede selvbetjening, var en betegnelse, som blev hæftet på letbaneledelsens lemfældige omgang med borgernes penge i form af eksorbitante bonusser til alt fra direktører over pressechef til sekretærer.

Historien skabte berettiget forargelse hos aarhusianerne. Hos Letbanen blev man mopset og ville ikke snakke med Lokalavisen mere.

En anden journalistisk serie, som vakte behørigt gehør rundt omkring i kommunen, var de artikler, vi kaldte for 'Udkanten i centrum'. Her skrev vi om de ting, der foregår udenfor Ringgaden.

Politikerne på Rådhuset solede sig i byggeaktiviteter og storslåede planer for, hvordan Aarhus skal udvikle sig. Men det virkede som om, at man havde glemt, at Aarhus er en kommune, der strækker sig langt ud over Ringgaden. Det satte vi fokus på - med stor opbakning fra læserne og sidenhen stort gehør på Rådhuset.

2018 blev også året, hvor Lokalavisen lancerede podcasten 'Talehuset'. En podcast til AGF-fans om AGF, som hurtigt fik en stor lytterskare. Podcasten udkom i gennemsnit et par gange om måneden i sæsonen.

Vi tog også til Gellerup. Vi synes, nuancerne omkring Gellerup var små. Det hele handlede om helhedsplanen og den kolossale omkalfatring af hele området, som er i gang. Vi tog derud og brugte en måned på at finde ud af og beskrive Gellerup set fra beboernes altaner. Det fik vi stor ros for i Gellerup, og det resulterede i, at byrådet afsatte en håndfuld millioner kroner til at sikre en bedre kommunikation med beboerne i Gellerup for de næste etaper af Helhedsplanen.

Sidst på året skrev vi en anden vigtig historie. Vi fortalte historien om Nønne og Sophia, der begge var en del af Flying Superkids i 1980'erne og i starten af 1990'erne. De stod frem med en voldsom kritik af den daværende behandling af de unge atleter. En kritik som den nuværende ledelse tog til sig og reagerede på. Historien var vigtig, fordi den viser os, at vi skal lære af vores fejl - også i et så perfektionistisk elitemiljø, som der er hos Flying Superkids.

Ovenstående var blot fem udvalgte nedslag i mange tusinde historier. På Lokalavisen ser vi frem til at levere lige så gode historier til vores mange læsere i 2019.

Godt nytår!

Med venlig hilsen

Claus Krogh, Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 29 December 2018 09:00