Troels Kløvedal med sekstanten om bord på Nordkaperen.

Troels Kløvedal med sekstanten om bord på Nordkaperen. Foto: Niels Ole Sørensen

Troels Kløvedal udstilling fortsætter efter hans død

Udstillingen 'Frihedens værksted' fortsætter efter Troels Kløvedals ønsker med at være åben for publikum

Troels Kløvedal sov stille ind lillejuleaftensdag omgivet af sine fem børn og sin kone i søfarerens hjem i Gravlev på Djursland.

Naturhistorisk Museum i Aarhus meddeler i en pressemeddelelse, at den store Kløvedal-udstilling på museet fortsætter med at holde åbent i overensstemmelse med Troels Kløvedals ønsker. Troels Kløvedal levede i sine sidste år med sygdommen ALS.

"Det er med stor sorg, at jeg har modtaget nyheden om, at Troels Kløvedal ikke længere er iblandt os. Han var en nær personlig ven, som jeg vil savne meget. Til gengæld er vi glade for, at vi nåede at bruge Troels' eventyrlyst og stærke fortællekraft i udstillingen 'Frihedens værksted'. Udstillingen er lavet i tæt forening med ham og sætter fokus på livets store spørgsmål - kærlighed, frihed og fællesskab, dét at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden - hele livet," siger museumsdirektør Bo Skaarup fra Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Gæst ved Nordkaperens rat i udstillingen 'Frihedens værksted' på Naturhistorisk Museum i Aarhus

Gæst ved Nordkaperens rat i udstillingen 'Frihedens værksted' på Naturhistorisk Museum i Aarhus Pressefoto

Udstillingen "Frihedens værksted - Kløvedal og livet med Nordkaperen" er skabt i tæt dialog med Troels Kløvedal og støttet af Nordea-fonden.

Museet oplyser, at Troels Kløvedal i de sidste måneder af sit liv var meget glad for samarbejdet omkring udstillingen og stolt over, at hans livsværk og mange rejser med Nordkaperen fortsat kunne inspirere danskerne. Han nød at finde sine mange private genstande frem og fortælle historierne bag dem. Troels Kløvedals ejendele har aldrig været udstillet før.

Udstillingen Frihedens Værksted er udviklet i samarbejde med M/S Museet for Søfart og kan opleves på Naturhistorisk Museum i Aarhus frem til og med 8. september 2019. Herefter flytter udstillingen til M/S Museet for Søfart og åbner 6. oktober 2019.

Nordkaperen for fulde sejl

Nordkaperen for fulde sejl Foto: Martin Andersen

"Danmark har mistet den største formidler af søfart og søfartshistorie i nyere tid, og M/S Museet for Søfart har mistet en ven og støtte gennem mange år. Troels Kløvedal stod i lære på Helsingør Værft i netop den dok, hvor museet ligger i dag, og vi vil ære hans minde med udstillingen," siger direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte.

jr

Publiceret 24 December 2018 09:47