Cirkuskroen på Skovvejen er noget helt særligt. Foto: Danni Paulsen/Privatfoto

Cirkuskroen på Skovvejen er noget helt særligt. Foto: Danni Paulsen/Privatfoto

(24/24) BRUN JUL: Den med... de skumle klovne og den forsvundne kæmpejulemand

Sidste kapitel i Brun Jul-kavalkaden er med Aarhus' mest berømte værtshus. Cirkuskroen er udsmykket som ingen andre beværtninger, og det har gjort den til lidt af et kult-sted

Af
Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

"Satans! Du skulle være kommet i morgen i stedet."

Det skuffede udsagn kommer fra Lars Andersen, ejer af Cirkuskroen på Skovvejen nær havnen i Aarhus.

22. december ville han nemlig atter have rejst sin gigantiske, oppustelige julemand, der stod foran beværtningen og hilste på de forbikørende i starten af december.

Lars 'Klovnen' Andersen. Foto: Danni Paulsen

Lars 'Klovnen' Andersen. Foto: Danni Paulsen

Men julemanden, som han har erhvervet sig til dette års julemåned, mistede pusten på grund af en flække, og derfor har den været til reperation i et par uger.

Rygtet gik ellers på, at nogen havde stjålet den i ly af natten.

"Det er en skrøne. Han har bare fået en rift, men nu er han blevet repareret. Så er han klar til de sidste par dage og næste år," siger Lars Andersen om det over seks meter høje blikfang.

Ekstremt mange klovne

Stemmerne er rustne og dybe, og det samme er den hjertevarme latter fra baren, som er noget af det første, man bliver mødt af, når man træder ind på Cirkuskroen på Skovvejen.

Cirkuskroen er velsagtens byens mest berømte værtshus. Mest fordi alle kender stedet for den vanvittige indretning, men også fordi DR-koryfæ Anders Agger for noget tid siden var forbi for at lave et af sine populære Indefra-afsnit.

"De ville lave noget om brune værtshuse, og så faldt valget vist meget naturligt på Cirkuskroen. Det var sgu en fin dokumentar, og der har været mange forbi for at se stedet, efter den blev vist," forklarer Lars Andersen, som denne fredag har iklædt sig seler og en harlekin-ternet vest lige så outrær som beværtningens inventar.

Harlekin-ternet vest. Ejeren spiller med på temaet på Cirkuskroen. Foto: Danni Paulsen

Harlekin-ternet vest. Ejeren spiller med på temaet på Cirkuskroen. Foto: Danni Paulsen

For alle, der kender lidt til værtshuse i Aarhus, kender Cirkuskroen. Den er blevet berømt og berygtet for at være proppet til med klovne i alle afskygninger. Et kult-sted blandt bodega-entusiaster.

"Jeg vil skyde på, der er 1.100 klovne herinde. De bliver alle vasket og talt én gang om året, hvor vi vædder om, hvor mange der er. Halvdelen af præmien går til vinderen, og halvdelen til hospitalsklovnene. Men jeg aner ikke, hvor mange der er, for der bliver også stjålet en del," forklarer Lars Andersen og fortsætter historien om klovnene.

"Jeg har faktisk ikke købt én eneste af dem. De er alle sammen foræret til mig af gæster, så derfor gør det lidt mere ondt, når de bliver stjålet. Folk må sgu gerne tage et glas eller et askebæger. Hva' fanden, det har jeg sgu selv gjort i min tid, men det er lidt ærgerligt, når det er klovnene," siger Lars Andersen, der heller ikke selv startede trenden.

"Nu hed stedet jo Cirkuskroen, da jeg overtog tilbage i 1996. Og jeg bliver selv kaldt 'Klovnen'. Det stammer helt tilbage fra mine dage som øl-kusk. Så det var nærliggende, at der skulle klovne ind," siger han og slår sin karakteristiske latter og sit store smil op.

Cirkuskroen er proppet med klovne. Foto: Danni Paulsen

Cirkuskroen er proppet med klovne. Foto: Danni Paulsen

Cirkusfamilie bag navn

Ifølge 'Klovnen' har Cirkuskroen intet mindre end 130 år på bagen. Beværtningen er helt tilbage fra 1888 og hed blandt andet Skovvejens Kro og Heibergs Bodega, før en cirkus-familie, som stod bag Cirkus Miehe, slog sig på værtshusdrift og gav stedet dets nuværende navn tilbage i 1960.

Men det er Lars Andersen og hans mange gæster, der har givet Cirkuskroen sit særpræg. Der er klovne over alt. I loftet, i hjørnerne, i baren på lokummet og på væggene som malerier eller print på trommer.

Lars har ifølge gæsterne en fetisch for instrumenter og har blandt andet fået et print af sig selv på en tromme. Han er også afbilledet som en klovn på et af malerierne. Det er det, der gør Cirkuskroen til et fantastisk sted at besøge. Der er så meget at kigge på, og hver klovn har sit helt eget særpræg.

Ejer Lars 'Klovnen' Andersen printet på en tromme. Han er vild med instrumenter. Foto: Danni Paulsen

Ejer Lars 'Klovnen' Andersen printet på en tromme. Han er vild med instrumenter. Foto: Danni Paulsen

Ejer Lars 'Klovnen' Andersen afbilledet som klovn på et maleri. Foto: Danni Paulsen

Ejer Lars 'Klovnen' Andersen afbilledet som klovn på et maleri. Foto: Danni Paulsen

Møffe og hygge

Cirkuskroen har alt, hvad man behøver. En jukebox blottet for P3-gøgl. Drinks og shots i alle afskygninger. Og raflebægere, så man kan rafle om prisen på øllen.

Og så er der Møffe. Lars egen hjemmebryg, eller måske nærmere konens. Han vil ikke afsløre, hvad det indeholder, men den er populær, for i en kurv bag baren står genbrugte Flensburg Pilsner-flasker med Møffe i, som en kvinde kommer forbi og køber tre styks af til den kommende julefejring.

Og på væggen hænger en 4,5 liters flaske, som er ved at være i bund.

Møffe. Opskriften er hemmelig, men en populær drik på Cirkuskroen. Foto: Danni Paulsen

Møffe. Opskriften er hemmelig, men en populær drik på Cirkuskroen. Foto: Danni Paulsen

Lokalavisens udsendte accepterer ikke, at indholdet er hemmeligt og får serveret et shot.

"Puha... Der er sgu Pernod i. Nej? Det smager i hvert fald af lakrids."

'Klovnen' fortrækker ikke en mine.

"Jeg aner heller ikke, hvad der er i, men de smager bedre, jo mere du drikker," lyder rådet fra en stamgæst.

Vi kommer det ikke nærmere. Hemmeligheden er velbevaret.

Ser man bort fra klovnene og den usædvanligt karismatiske ejer, så er Cirkuskroen egentlig en beverding som alle andre. Men som stamgæsten formulerer det, så er der en slags 'sjæl' over stedet.

"Jeg aner sgu ikke, hvorfor jeg egentlig kommer her, men det har jeg snart gjort i 20 år. Der er fest og ballade, og Lars er en rar mand."

BRUN JUL - en julekalender i 24 afsnit

Byens brune beværtninger har avisens fokus i festlige december. Redaktionen har besøgt 24 beverdinger i Aarhus og kortlagt dem. På aarhus.lokalavisen.dk kan du hver dag frem til 24. december læse en ny artikel fra et nyt sted og gå på opdagelse i et opdateret interaktivt kort med alle de alkoholiske oaser.

Publiceret 24 December 2018 08:00