En arbejdsø med de vigtige funktioner som f.eks. tilberedningsplads og vask og kogeplader er en god idé, da det giver plads til at arbejde på fire sider.

En arbejdsø med de vigtige funktioner som f.eks. tilberedningsplads og vask og kogeplader er en god idé, da det giver plads til at arbejde på fire sider.

10 gode råd til nyt køkken

Budget, plads, stil? Der er meget at tage stilling til, når det nye køkken skal indrettes

Af
Bolius Boligejernes Videncenter

bolig Hvad skal man tænke på, når man lægger budget? Og hvordan skal man prioritere at bruge pladsen? Hent inspiration her og få 10 gode råd til at komme i gang med det nye køkken:

1. Behov og ønsker. Start med at finde ud af hvilke muligheder, der er i huset, og hvilke ønsker og behov I har. Det er vigtigt at finde ud af, hvilke behov netop jeres familie har for opbevaring og bordplads. Hvordan I som familie vil bruge køkkenet, hvor tit I køber ind, og hvor meget mad I opbevarer i f.eks. køle- og frys eller svaleskab til grøntsager. Det er desuden en vigtig faktor, om I ofte har mange gæster, og om det skal foregå i et køkken-alrum eller i et lukket køkken.

2. Inspiration. I kan få inspiration til jeres nye køkken ved at gå på nettet, besøge køkkenbutikker og læse bøger og boligmagasiner. Find ud af, hvilke indretningsmuligheder der er i rummet, om der er plads til en kogeø, eller det er mere hensigtsmæssigt med inventar langs væggene, og så måske et supplerende bord på hjul.

3. Vælg en stil. Det er vigtigt at finde en stil, der både harmonerer med resten af huset, og den måde I lever og bruger køkkenet på. I bør gøre jer overvejelser i forhold til rengøring og vedligehold. Vil I have blanke låger, der er lette at tørre af, men hurtigt ser snavsede ud, eller foretrækker I træoverflader der giver varme eller praktiske ståloverflader.

4. Overvej plads og funktioner. Vil I have køkkenet som et arbejdsrum, der kan lukkes af, så man kan stå uforstyrret, og så mados bliver i køkkenet. Eller vil I f.eks. vælte en væg og inddrage et andet rum for at få plads nok til et køkkenalrum med plads til gæster, tv-kigning og lektielæsning, hvor det så er vigtigt at huske en meget effektiv emhætte.

5. Besøg mere end én køkkenbutik. Hent tilbud og inspiration mere end et sted, og gør op med jer selv, om I ønsker at investere i et kvalitetskøkken, der kan holde i mange år, eller om I kan lide at ændre på køkkenet med 5-10 års mellemrum.

6. Læg et budget. Få styr på, hvor meget det nye køkken må koste. Husk at sætte mindst 10 procent af til uforudsete udgifter. Valget af materialer til bl.a. bordplade og køkkenelementer har stor betydning for prisen, nogle gange kan man vælge at udnytte pladsen, så man behøver færre elementer, og derfor kan vælge bedre kvalitet med det samme budget. Gør op med jer selv, om I vil lave noget af arbejdet, eller om I vil betale for at få køkkenet monteret og færdiggjort.

7. Flyt ikke vask og opvaskemaskine. Hvis I river et eksisterende køkken ned, så vil det ofte være hensigtsmæssigt ikke at skulle ændre på afløbenes placering. Så behold altid vask og opvaskemaskine nogenlunde, hvor de stod før.

8. Sørg for god arbejdsplads. Det er vigtigt, at der er god bordplads til at arbejde mellem både køleskab og komfur, og på begge sider af vasken, samt at der også er arbejds- og afsætningsplads ved kogepladen og ovnen. Gennemgå alle arbejdsgangene, lige fra at maden tages ud af køleskabet, til den bearbejdes og laves færdig i gryden eller ovnen.

9. Undgå for meget udstyr. Det skal være nemt at bevæge sig mellem køleskab, vask og kogeplader. De må ikke være placeret for langt fra hinanden. Der bør heller ikke være nogen forhindringer på vejen. Undgå at maskiner og andet du ikke bruger optager plads og giver rod.

10. Undgå for mange køkkenelementer. Forhold dig realistisk til, hvad der er plads til i det rum, som køkkenet skal være i. Lad være med at proppe alt for mange funktioner og køkkenelementer ind i et lille rum. Det bliver rodet og uoverskueligt. Tænk eksempelvis på, at fremfor underskabe med hylder, så vil skuffeelementer udnytte pladsen i underskabene langt bedre, og service mv vil være meget lettere at komme til.

Publiceret 15 December 2018 12:00