Vivi Mains - i midten - havde travlt på 'J-dag', hvor årets juleøl blev frigivet. Her er hun med to af sine bar-piger, Pernille og Maja.

Vivi Mains - i midten - havde travlt på 'J-dag', hvor årets juleøl blev frigivet. Her er hun med to af sine bar-piger, Pernille og Maja.

(12/24) BRUN JUL: Den med... søhelten, de sjove film og historien, der gentager sig

Peder Wessel er stamstedet for utallige tørstige trøjborgensere. Værtshuset har været med i to populære komedier og en ejer, som har stået i baren i hele 25 år

Af
Kim Skovrup Andersen

Brun jul På adressen Niels Juels Gade 49 på Trøjborg ligger Peder Wessel, og her er december den absolut største måned omsætningsmæssigt. For det er de færreste tørstige trøjborgensere, der ikke har været forbi det udadtil grønne værtshus.

Grønt bliver afløst af brunt, når døren åbnes, og bag disken finder vi 54-årige Vivi Mains, der om nogen har tilbragt mange timer på beværtningen.

Hun er ejer på fjerde år, men inden da har 'Miss Viv', som hun også bliver kaldt, langet uanede mængder Aarhus-sæt over baren i intet mindre end 21 år. Så hun har faktisk arbejds-sølvbryllup med baren, der blandt kendere blot hedder 'P.W.'

"J-dag er vores største dag på året. Helt klart. Her er der fuldt hus. De fleste kommer om eftermiddagen for at få et bord, og vi omsætter nok for 70.000 kroner sådan en fredag, hvor der er J-dag. Men alle fredage og lørdage her i december er gode. Vi har mange, som lige skal herind, før de skal til julefrokost, og efter de er færdige med julefrokost," fortæller den lokale kromutter.

Hun begyndte at arbejde på Peder Wessel, fordi hendes mor- Inge - arbejdede der. Og ikke langt fra værtshuset er Vivi Mains født og opvokset i Gyldenløvesgade, og hun kan huske, at der både har været købmand og cafeteria i Niels Juels Gade 49. Det blev først omdannet til et værtshus 2. juledag 1975.

Der har været værtshus i Niels Juels Gade 49 siden 2. juledag 1975.

Der har været værtshus i Niels Juels Gade 49 siden 2. juledag 1975.

Der var ikke så meget at rafle om, da værtshuset skulle døbes. I en bydel, hvor et stort netværk af gader er en hyldest af danske søhelte, var det oplagt at opkalde værtshuset efter hovedgaden - Tordenskjoldsgade - som det grænser op til. Og som de historie-stærke nok ved, var Peder Wessel jo Tordenskjolds borgerlige navn.

"Det betyder rigtig meget, at vi ligger her på Trøjborg. Der er ikke et sted som vores lige i nærheden, synes jeg. Da jeg blev tilbudt at købe stedet her til en favorabel pris, kunne jeg ikke sige nej," siger Vivi Mains.

Ifølge hende er 'P.W.' et stamværtshus for alle, der kan opføre sig ordentligt og ikke ødelægger stedet. Der kommer rigtig mange unge mennesker, som er studerende, og det giver stedet liv.

Mick Øgendahl filmede

Peder Wessel er kendt for at spille en vigtig rolle i hele to film - 'Alle for én' og 'Alle for to' - så Mick Øgendahl, Jonathan Spang og Rasmus Bjerg har siddet en del på Peder Wessel.

"Ronnie Fridthjof fra Fridthjof Film, som stod bag de film, er her fra Trøjborg, og ham kom og spurgte, om de måtte optage her. Jeg tror ikke, det har betydet så meget for os, at vi har været med i filmene. Det var faktisk lidt besværligt, for vi havde lukket en hel påske, fordi de skulle optage. Vi fik lidt for det, men rent økonomisk kunne det ikke betale sig. Men det er da meget sjovt, at folk stadig kan kende vores lamper og facaden fra filmene," siger Vivi Mains.

Hun har ingen planer om at forlade Peder Wessel foreløbig, og historien er ved at gentage sig, for hendes to døtre tager også et par timer i baren i ny og næ. Eller rettere den ene af døtrene, for den anden er på barselsorlov, så mon ikke, der også er mulighed for at få et Aarhus-sæt i Niels Juels Gade 49 om 20 år?

Vivi Mains ejer Peder Wessel på Trøjborg.

Vivi Mains ejer Peder Wessel på Trøjborg.

BRUN JUL - EN JULEKALENDER I 24 AFSNIT

Byens brune beværtninger har avisens fokus i festlige december. Redaktionen har besøgt 24 beverdinger i Aarhus og kortlagt dem. På aarhus.lokalavisen.dk kan du hver dag frem til 24. december læse en ny artikel fra et nyt sted og gå på opdagelse i et opdateret interaktivt kort med alle de alkoholiske oaser.

Publiceret 12 December 2018 17:20

SENESTE TV