Restuarant Margueritten i Guldsmedgade 20 er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen. Foto: Google Maps

Restuarant Margueritten i Guldsmedgade 20 er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen. Foto: Google Maps

Midtby-restaurant politianmeldt efter sure smileys:

"Kontrolløren er en strid banan"

Ejer af politianmeldt restaurant mener, at Fødevarestyrelsens kontrollant er efter ham

Af
Danni Paulsen

Det står skidt til med rengøringen hos Restaurant Margueritten i Guldsmedgade i det centrale Aarhus.

Endda så skidt, at Fødevarestyrelsen nu har valgt at melde restauranten til politiet.

Det fremgår af den seneste kontrolrapport, hvor stedet er blevet tildelt en sur smiley.

Og det er ikke første gang, at Restaurant Margueritten har prøvet det.

Blæseren i kølerummet var sort af skidt

Fødevarestyrelsen oplyser til Lokalavisen Aarhus, at virksomheden har fået tildelt hele otte sure smileys siden september 2013. I den periode har der været 23 kontrolbesøg.

Og nu har det altså resulteret i en politianmeldelse.

Af den årsag kan Fødevarestyrelsen heller ikke kommentere sagen i detaljer.

Fødevarechef for FødevareNordØst under Fødevarestyrelsen, Birgitte Horn, skriver dog følgende i et mailsvar til Lokalavisen Aarhus:

"Vi har fulgt op på administrativ bøde fra forrige kontrolbesøg. Lister i køleenheder havde stadig gulbrune og sorte belægninger af fedt og skidt, og blæseren i kølerummet var sort af skidt. Gulvet i produktionskøkkenet var beskidt af madrester og sortbrune faste belægninger. Vi har meldt det til politiet, fordi virksomheden fik en bøde ved seneste kontrolbesøg."

Ejer: Hun er en strid banan

Lokalavisen Aarhus har talt med ejer af Restaurant Margueritten, Fane Duduianu.

Han er rasende over politianmeldelsen og benægter, at der er hold i nogen af kritikpunkterne fra Fødevarestyrelsens kontrollanter.

De vil bare have penge fra mig, fordi de mangler penge

"De kritiserer blandt andet en fuge, som er en gammel fuge. Og den er ikke fuld af mug. Der er ikke skimmelvækst her," siger Fane Duduianu og fortsætter:

"De giver mig nogle sure smileys på grund af kølerummet og nogle lister. Det er en overreaktion. De vil bare have penge fra mig, fordi de mangler penge. Myndighederne burde fokusere på reelle problemer. Hvad med at give bankerne en smiley-ordning i stedet."

Det er jo ikke ligefrem første gang, du får en sur smiley. Noget kunne tyde på, at du ikke har styr på rengøringen...

"Jeg er meget uenig. Det her er en gammel restaurant, og sådan er det," lyder det fra restaurant-ejeren, der også når at harcelere over en af Fødevarestyrelsens kontrollanter.

"Det er samme kvinde, som er her hver gang, og hun er en meget strid banan."

Fødevarestyrelsen oplyser til Lokalavisen Aarhus, at man ikke kan klage en bøde eller politianmeldelse, men at Restaurant Margueritten ikke har henvendt sig.

Ydermere fortæller Fødevarestyrelsen, at der har været seks forskellige tilsynsførende til at udføre tilsyn i virksomheden på de 23 kontrolbesøg, og at alle kontrollører har pligt til at behandle alle høfligt og imødekommende.

Fakta

    Fødevarekontrollen gav en sur smiley og en bøde på 7.500 kroner 10. oktober på grund af uhygiejniske forhold

    22. november var der opfølgende kontrolbesøg, og der var ikke rettet op på forholdene. Herefter blev Restaurant Margueritten politianmeldt.

    Fødevarekontrollen har siden september 2013 udført 23 kontroller i virksomheden. Otte gange er der uddelt sur smiley.

Publiceret 11 December 2018 14:40

SENESTE TV