Indgangen til en tidslomme i Vejlby. Indenfor har intet forandret sig, siden avisens chefredaktør som ung knægt for 30 år siden selv kom på pubben. Foto: Claus Krogh

Indgangen til en tidslomme i Vejlby. Indenfor har intet forandret sig siden avisens chefredaktør som ung knægt for 30 år siden selv kom på pubben. Foto: Claus Krogh

(10/24) BRUN JUL:

Den med... mindetavle og strip

Chefredaktøren har været en tur forbi Beefeater i Veri Center. Hans yndede vandingshul for 30 år siden

Af
Claus Krogh

Klokken er cirka 15 søndag den 9. december, da jeg træder ind ad døren til Beefeater i Veri Center i Aarhus Nord.

Og jeg træder direkte ind i en tidslomme. Intet ser ved første øjekast ud til at have ændret sig, siden jeg selv som ung knægt hang ud i Veri Center Pub, som den hed dengang for mange år siden. Det er lige før, at jeg næsten kan se Skin, Laur, Bæ, Sim, Spjætte, Bang og Ken-Ole (Næsten alle havde et øgenavn dengang) og alle de andre komme ind ad døren – præcis som de gjorde hver eneste weekend dengang for 30 år siden.

Dengang for 30 år siden var Aarhus C ikke et sted, vi kom særligt tit. Vi holdt til i Vejlby og Pubben var et ofte frekventeret vandingshul. Både for os unge knægte og for en masse mænd, som jeg dengang synes var en lidt ældre årgang end os.

Kaptajnens stamplads

En af stamgæsterne fra dengang hed Kaptajnen – han sad fast og troligt på den samme plads i de år, jeg kom på pubben. Han var der altid når jeg kom – og jeg kan ikke rigtige huske, at han gik hjem. Han var en ægte stamgæst. Derfor havde han også fået graveret et lille messingskilt, som var blevet skruet ind i baren lige ved hans stol, hvor der stod ”Kaptajnen”. Den plads satte man sig ikke på.

Bent kom også på pubben for 30 år siden, og han ligner sig selv

I dag er baren den samme, og da jeg bestiller en lille fadøl, stiller jeg mig ved Kaptajnens plads og bøjer mig ned for at se, om skiltet mon er der endnu. Det er det ikke – men hullet fra de to skruer, der havde siddet i skiltet, de er der skam endnu. Denne søndag er der ikke mange mennesker på pubben. For enden af baren hænger en flok unge mennesker ud og de er tydeligvis i gang med andendagen på en fest.

Blikket og talen er sløret, og humøret fejler ikke noget. De griner højlydt af, at de bestiller alt 'on the rocks'. Det tænker jeg de har gjort siden fredag, da festen startede. Udover de unge gæster i baren er der kun en god håndfuld mænd, der sidder og får sig en smøg og en top eller en Tuborg i afdæmpet ro. I højttalerne synger John Mogensen om Dybbøl Mølle.

Da jeg har fået min fadøl, får jeg øje på et ansigt, jeg genkender. Det er Bent. Bent kom også på pubben for 30 år siden, og han ligner sig selv – bare lidt ældre. Øreringen sidder stadigvæk i øret, og smøgen sidder i mundvigen. Jeg smutter over for at sige hej, og Bent kan godt huske dengang, vi kom på pubben hver eneste weekend. Vi snakker om dengang, hvor dartskiverne hang der, hvor der nu er spillemaskiner, og Bent husker mig på, at dengang var der også bænke, som man kunne tage sig en lille morfar på, når den var blevet for høj. Der er stadigvæk et billardbord – men det er flyttet og står nu på en lille forhøjning.

Palle er død

Jeg spørger Bent, om der kommer mange mennesker på Beefeater. Masser – siger han. Han fortæller, at særligt om fredagen, når områdets mange studerende kommer ind for at få en billig pils, så er det svært at få en siddeplads.

Da jeg går hen for sat se, hvem der er på portrætterne, opdager jeg, at et af billederne er af en af mine gamle kammerater

Derudover fortæller Bent om, at Beefeaters nuværende ejer, Gitte, arrangerer en masse forskellige ting på pubben. Der er både herre- og damestrip, som Bent siger.

Jeg spørger Bent, om der jævnligt bliver delt håndmadder ud, som der gjorde i gamle dage, når der lige var en, der var for kæk og skulle sættes lidt på plads. Tja jo – men ikke så tit. Hvis de ikke kan opføre sig ordentligt, så smider vi dem bare ud, siger Bent.

Mens vi sidder og snakker om gamle dage, får jeg øje på et hjørne i lokalet. Der hænger en række portrætter, og over dem står der "Mindetavle". Det er portrætter af stamgæster, som er gået bort, forklarer Bent mig. Da jeg går hen for sat se, hvem der er på portrætterne, opdager jeg, at et af billederne er af en af mine gamle kammerater, nemlig Palle. Palle døde for nogle år siden og kommer derfor selvsagt ikke på pubben mere.

Men hans billede hænger der ved siden af de andre på mindetavlen, og på den måde er Palle der alligevel lidt.

Så alt er som det plejer at være på pubben i Veri-centeret og det er sådan set meget rart at vide.

BRUN JUL - en julekalender i 24 afsnit

Byens brune beværtninger har avisens fokus i festlige december. Redaktionen har besøgt 24 beverdinger i Aarhus og kortlagt dem. På aarhus.lokalavisen.dk kan du hver dag frem til 24. december læse en ny artikel fra et nyt sted og gå på opdagelse i et opdateret interaktivt kort med alle de alkoholiske oaser.

Publiceret 10 December 2018 11:00