2019 kan blive nyt rekordår, hvis samme slags navne fortsætter med at komme på Fed Fredag-programmet. Foto: Bo Petersen/Tivoli Friheden

2019 kan blive nyt rekordår, hvis samme slags navne fortsætter med at komme på Fed Fredag-programmet. Foto: Bo Petersen/Tivoli Friheden

Fest i Friheden:

Fire fremragende navne på Fed Fredag-programmet

Tivoli Friheden har tilføjet yderligere fire hitmagere til Fed Fredag-programmet i 2019

Først var det store kanoner med lokal tilknytning, som Tivoli Friheden kunne præsentere i form af Morten Breum, Tina Dickow og Hugo Helmig.

Nu er yderligere fire flotte navne fra den danske musiktop tilføjet programmet for det kommende års Fed Fredag-arrangementer.

Aqua, Christopher, Dodo & the Dodos og Jacob Dinesen bliver nemlig en del af det hold, der skal fylde Tivoli Friheden med hits under den danske sol og de gamle bøgetræer til sommer, oplyser tivoliet i en pressemeddelelse.

Dermed er nu syv ud af de i alt 21 på plads.

Da Tivoli Friheden tændte for musikken til Fed Fredag-koncerterne i 2018, dansede og sang 169.000 gæster med og satte ny publikumsrekord for sommerkoncerterne. Det var 14.000 flere end i 2017, og fortsætter det lovende program med at udvikle sig på samme måde, så kan 2019 meget vel blive et nyt rekordår.

”Vi glæder os til at fortsætte sommerens Fed Fredag-tradition med et stærkt program, der favner bredt. Et program, der er tro mod traditionen, men som også byder på nye og unge talenter. Når vi tilføjer Aqua, Christopher, Dodo & the Dodos og Jacob Dinesen til programmet, rammer vi netop den kombination, hvor der både er plads til fællessang og til nye kunstnere,” siger direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen.

Alle Fed Fredag-koncerter starter klokken 20, og entréen er 160 kroner. Man kan dog købe et platin-kort for 349 kroner og få adgang til alle koncerter samt billigere turbånd.

dp

Publiceret 07 December 2018 09:50

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.