Nomineret til Kammeratskabsprisen:

6.C viser nu, hvor kammeratskabet skal stå

Virupskolens 6.C er blevet nomineret til Kammeratskabsprisen for en stor indsats for at øge trivslen

Af
Kim Skovrup Andersen

Pris Slåskampe, larm og konflikter var i flere år dagligdag for eleverne, som i dag går i 6.C på Virupskolen i Hjortshøj. Uden sammenhold, trivsel, kammeratskab og et ry for at være skolens værste klasse.

I dag er de 22 elever kommet ud af den negative spiral og ind i en positiv udvikling.

Kirstine Fuglsang er mor til Albert, som kom ind i klassen i 5., og hun har nu nomineret 6.C til Kammeratskabsprisen. Klassen er dermed én af i alt fem nominerede til prisen, som Aarhus Kommune, Børn- og Unge Byrådet og Lokalavisen Aarhus uddeler i fællesskab til januar.

Hun har på tætteste hold fulgt den udvikling, som klassen har gennemgået.

"Jeg ved, at børnene i 6.C gennem flere år har kæmpet for sammenholdet i klassen trods forskellige udfordringer. Det særlige ved børnene er, at de kan og vil give hinanden en ny chance, selv om de i perioder irriterer hinanden til tider ganske meget. De sætter en streg over en træls konflikt, og det kræver, at børnene holder fast i en kerne af rummelighed og tro på hinanden og fællesskabet," siger hun og nævner, at klassen i hele dette skoleår har været inde i en positiv udvikling, og det er primært børnenes fortjeneste og deres gode lærere, som støtter dem.

Rutinerede lærere

6.Cs to klasselærere - Ole Munck og Jens Andersen - overtog klassen i august.

V-tegn for venskab og victory. 6.C på Virupskolen er glade for at være blevet nomineret til Kammeratskabsprisen og håber på at sejre.

V-tegn for venskab og victory. 6.C på Virupskolen er glade for at være blevet nomineret til Kammeratskabsprisen og håber på at sejre.

"Vi er jo nogle gamle, rutinerede lærere. Jeg er 57, og Jens er 60 år. Vi er måske mere tydelige end andre, men inden vi overtog klassen var det basale kammeratskab i orden. 6.C-eleverne har fået redskaberne, så Jens' og min opgave har været at fortsætte den gode udvikling og lave nogle teambuilding-øvelser, hvor vi går i takt eller stiller os op i nogle rækker, hvor der skal samarbejdes," forklarer Ole Munck og tilføjer:

"Eleverne i 6.C er enormt gode til åbne op for hinanden og tage vare på hinanden med respekt. Og vigtigst af alt: De er enormt gode til komme videre, hvis der har været skærmydsler. Og det er ret vigtig, hvis man skal være åben for at lære noget."

Stemning har aldrig været bedre

To af klassens elever - 12-årige Alfred Hylleberg Ejby og 13-årigejjjer enige i, at stemningen i klassen aldrig har været bedre, end den er nu:

"De værste år var i 3. og 4. klasse med rigtig meget uro, skænderier og slåskampe. Vores lærere har hjulpet os meget, men det er jo os, der har ansvaret for at lægge tingene bag os. Og det er vi blevet rigtig gode til, synes jeg. Vi er blevet bedre til at snakke om tingene, og det har hjulpet," fortæller Alfred Helleberg Ejby.

Le Benkjer supplerer sin klassekammerat:

"Jeg synes, vi har lært at respektere hinandens forskelligheder. Tidligere har vi haft problemer med nogen, der ikke kunne styre sig. Vores lærere har lavet nogle samarbejdsøvelser for os, og det har hjulpet. Vi har også overnattet i Kattegatcentret sammen og været i Ree Park, og det har givet et bedre sammenhold. Stemningen er blevet meget bedre, og der er ikke så mange problemer i vores klasse længere," siger hun.

Begge 6.C-elever er enige om at bruge præmiepengene på en klassetur.

"Hvis vi vinder Kammeratskabsprisen, skal vi bruge pengene på en tur til København. Sådan en klassetur kan også være med til at give et endnu bedre sammenhold i klassen," siger Alfred Hylleberg Ejby.

Publiceret 06 December 2018 14:30

SENESTE TV