Abdul-Hamid Jammu var træt af livet på kontanthjælp. I hjemlandet Syrien havde han to frisørbutikker, så det samme har han forsøgt sig med i Solbjerg, hvor han og familien er bosat. Foto: Martin Jørgensen

Abdul-Hamid Jammu var træt af livet på kontanthjælp. I hjemlandet Syrien havde han to frisørbutikker, så det samme har han forsøgt sig med i Solbjerg, hvor han og familien er bosat. Foto: Martin Jørgensen

Ny frisør i Solbjerg: "Jeg ville ud af kontanthjælp"

32-årige Abdul-Hamid Jammu fra Syrien har åbnet ny barbershop i Solbjerg

Af
Martin Jørgensen

Solbjerg har i forvejen flere frisører, men nu har sydbyen fået sin egen klassiske barber shop.

Isak Barber på Solbjerg Hovedgade er nemlig sidste nye tilføjelse, hvor den lokale solbjergborger Abdul-Hamid Jammu er manden bag.

"Jeg havde lyst til at komme ud af kontanthjælp og blive selvstændig. Hjemme i Syrien havde jeg to frisører i Aleppo, og jeg har 17 års erfaring bag mig, så det var naturligt at starte en frisør op her i Danmark," fortæller Abdul-Hamid Jammu, som nu er bosat i Solbjerg med sin kone og to sønner, men født og opvokset i Aleppo i Syrien.

Lokalerne er nyrenoverede, og stilen er klassisk amerikansk. I det ene hjørne hænger den traditionelle barberstang og drejer rundt, mens væggene er dækket af sjove rekvisitter. Det er tydeligt, at det er et projekt, der er tænkt længe over - og som bestemt ikke er overladt til tilfældighederne.

Nu står barbershoppen klar, og han håber, at det kan give nye muligheder til ham og hans familie.

"Min ældste søn spurgte mig ofte, hvorfor vi ikke kunne rejse og tage på ferie ligesom hans klassekammerater, og der måtte jeg fortælle ham, at det var ikke muligt, når vi fik penge fra kommunen," siger Abdul-Hamid Jammu, som åbnede sin forretning for få uger siden.

Aleppo til Solbjerg

Inden Abdul-Hamid Jammu kunne åbne sin frisørbutik i Solbjerg, var familien en tur forbi Asylcenter Hviding i Sydvestjylland efter at være flygtet fra krigen i Syrien. Her boede de i syv måneder, inden turen gik videre til Aarhus.

"Det var svært at komme til Hviding. Lige pludselig boede vi i et lille rum med mange mennesker og delte toilet med endnu flere. Det var en omvæltning for os," fortæller Abdul-Hamid Jammu, som dog fik mulighed for at blive i Danmark, og derefter rykkede familien fra Hviding til Solbjerg, hvor de nu bor i en lejlighed efter at have været i landet i to år og syv måneder.

"Jeg har fået taget endnu et frisørkursus her i Danmark, og så har jeg lånt penge af min familie, der bor i Østrig, så jeg kunne åbne butikken," fortæller indehaveren og tilføjer:

"Men borgerne i Solbjerg har taget rigtig godt imod mig, og de er meget taknemmelige, når de kommer og får en klipning."

Som med alle andre virksomhedsejere har Abdul-Hamid Jammu også drømme og ambitioner for fremtiden for sin forretning, som han er meget positiv omkring.

"Først og fremmest skal jeg betale min familie tilbage for de lån, de har hjulpet mig med. Når det er sket, kan det være, at det går så godt, at vi kan få råd til en rejse i fremtiden. Det håber jeg."

Publiceret 05 December 2018 19:30

SENESTE TV