Gert Bjerregaard, Venstre. Arkivfoto

Gert Bjerregaard, Venstre. Arkivfoto

Debat: En ommer, hr. borgmester

Desværre må vi igen konstatere, at det kun bliver til skåltaler fra borgmesteren, når han taler varmt for erhvervslivet, skriver Venstre-byrådsmedlem

Af
Gert Bjerregaard

byrådsmedlem for Venstre

Venstres forslag om at resevere P-pladser til håndværkere i Smilets By blev 28. november stemt ned af det socialistiske flertal med borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen.

Årsagen var uklar, men Ango Winter (S) og borgmester Jacob Bundsgaard forklarede sig med, at det var et paradeforslag fra Venstre. Jamen hr. borgmester, skulle du ikke hellere stemme for et godt Venstre-forslag, der sikrer bedere vilkår for vores håndværkere, erhvervslivet og vores by, istedet for at lade dig gå på af at forslaget kommer fra Venstre.

Hvis borgmesteren tog sig tid til at forlade sit skrivebord, ville han hurtigt kunne konstatere det p-kaos, der hersker i vores midtby, særligt om morgen når flere tusinde håndværkere ankommer for at arbejde og udvikle vores by. Stigende befolkningstal og flere biler på vejene har gjort det vanskeligt for byens mange håndværkere at finde lovlig parkering tæt på deres arbejdssteder. Hvis man kører rundt i Aarhus i en en håndværkerbil, kan man med stor sandsynlighed opleve at slutte dagen med en gul lap under vinduesviskeren.

Det er vigtigt for Venstre og jeg, at vi får p-pladser reserveret til håndværkerne. De udgør motoren, som gør det muligt at fortsætte udbygningen af Aarhus og skabe et solidt fundament for vækst i byen. Det er ikke rimeligt, at de i dag bliver presset til ulovlige parkeringer for at gøre deres arbejde. Jeg er overbevist om, at vi med dedikerede p-pladser kan give dem mere effektive arbejdsbetingelser.

P-pladser med kortere afstand til arbejdsstederne vil mindske det fysiske slid og dermed forbedre håndværkerens arbejdsvilkår væsentligt.

I dag bruger håndværkerne meget tid på at køre rundt i midtbyen for at lede efter en parkeringsplads. Det er en dyr og dårlig anvendelse af håndværkertimerne og giver endnu mere trængsel på gaderne. I sidste ende er det kunderne, der kommer til at betale for spildtiden, og det kan jo ikke være rimeligt.

Hr. borgmester, Jacob Bundsgaard (S) - det er en ommer! Desværre må vi igen konstatere, at det kun bliver til skåltaler fra borgmesteren, når han taler varmt for erhvervslivet, håndværkere og de mange fortræffelige ting, han vil gøre for vores by.

Publiceret 05 December 2018 00:00

SENESTE TV