Arkivfoto

Østjyllands Brandvæsen: Direktør Lars Hviid fritaget for tjeneste

Branddirektør fritages for tjeneste, mens arbejdsmiljøet undersøges

Østjyllands Brandvæsens direktør Lars Hviid er blevet fritaget for tjeneste, efter resultaterne af en arbejdspladsvurdering har afsløret store problemer med arbejdsmiljøet i organisationen.

Bestyrelsen har diskuteret sagen på et møde i formiddags og besluttet at undersøge en række forhold. I den periode fritages Lars Hviid for tjeneste.

Rådmand Bünyamin Simsek, som er formand for bestyrelsen i Østjylladns Brandvæsen, har haft 'åben dør' for ansatte, der ville fortælle om forholdene. Det har flere benyttet sig af, hvorefter rådmanden orienterede bestyrelsen.

"Det er altid beklageligt, når det kommer så vidt, men der er ingen vej udenom, at han fritages for tjeneste, så vi kan komme til bunds i tingene," siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.

Kommet som en overraskelse

Rådmanden siger, det er kommet som en overraskelse, at problemerne har været så omfattende. På et bestyrelsesmøde i september gav de tre medarbejderrepræsentanter deres opbakning til direktøren.

"Det er direktøren, der må tage konsekvensen af forholdene, men vi skal naturligvis i den kommende tid have klarlagt, hvordan arbejdsmiljøet kan være så dårligt, uden at vi i bestyrelsen får kendskab til det," siger rådmanden.

Bestyrelsen sætter nu gang i en undersøgelse af forholdene i brandvæsnet. Når undersøgelsen er færdig, vil bestyrelsen træffe en endelig afgørelse for den fremtidige drift.

Bestyrelsesformanden vil hurtigst muligt udpege de personer, der midelertidigt skal lede brandvæsnet.

jr

Publiceret 05 December 2018 14:00

SENESTE TV