Boulevard Cafeen har ligget på Odensegade 45 siden 1944. Her tales der om AGF, vejret og om man kan leje æsler ud til turister i Aarhus.

Boulevard Cafeen har ligget på Odensegade 45 siden 1944. Her tales der om AGF, vejret og om man kan leje æsler ud til turister i Aarhus. Privatfoto

(3/24) BRUN JUL:

Den med... hele den brune regnbue

Ét af Aarhus' ældste værtshuse, Boulevard Caféen, står stadig stolt (og brunt)

Af
Magnus Bekholm

I jagten på et godt sted at lune sig i den kolde julemåned, hvor redaktionen har sat sig for at beskrive 24 af byens brune værtshuse, har jeg fundet frem til Boulevard Caféen. Den ligger på hjørnet af Odensegade og Ingerslevs Plads, og det har den gjort de seneste 74 år.

Jeg har læst, at stedet skulle være stamsted blandt AGF-fans, men når jeg møder op, er der ingen at se.Værtshuset er næsten tomt. Med mig er vi fem gæster.

Jeg havde ikke forventet, at jeg ville lære om klimaforandringer og om amerikanske forskere

Det kan måske have noget at gøre med, at AGF først går på banen om fire timer. Eller måske at klokken er kvart i tre på en mandag - ikke det bedste tidspunkt at tage på værtshus, hvis man vil have fest og ballade.

Brun med brunt

Når jeg først træder ind, bliver jeg overdænget af brunhed. Mørkebrun, lysebrun, brun - det hele er der. Jeg ser brune nuancer, jeg end ikke kan beskrive.

Højttalerne spiller “Nanna”, “Alt det, som ingen ser” og “Du er ikke alene". Jeg træder ind i en tidskapsel med de bedste hits fra 80'erne og de værste fra 70’erne. Når det så er sagt, er stedet alligevel indbydende. En flot messingbar fyldt med alverdens alkohol møder mig, når jeg gør min entré, og de mørke farver lægger rammen til en hyggelig stemning.

Jeg bestiller en Ceres Top (22 kroner), og bartenderen spørger mig, om jeg vil have et askebæger. Jeg siger pænt nej tak. Så sætter han sig overfor mig og begynder at snakke. De fordomme, der kan foreligge ved mødet med et SÅ brunt værtshus, bliver hurtigt gjort til skamme.

En lærerig oplevelse

Jeg havde ikke forventet, at jeg ville lære om klimaforandringer og om amerikanske forskere, der vil opsuge og genbruge ozonen. Vi diskuterer, hvor uhyggeligt det er, at en amerikansk bilproducent i 1960 opkøbte et velfungerende elbilsfirma for derefter at destruere alle bilerne og afvikle firmaet. Jeg ved ikke rigtig, om det er sandt, men det er i hvert fald underholdende.

Vi snakker selvfølgelig også om AGF (så lang tid de ikke rykker ned, er det en succes) og om vejret (det er pissekoldt).

Det her er det Aarhus, hvor bartenderne både ryger og vaper

Han fortæller mig, at han i sommer var i Spanien, hvor han så, hvordan æsler trak turister op ad bjerge. Han overvejer, om man også kunne gøre det i Aarhus. Have dem stående nede ved havnen, til når turisterne kommer ind med cruise-bådene. 400 kroner vil han tage, jeg foreslår 600 - det er trods alt turister. Han er enig.

Det her er ellers et sted, hvor Spanien i højere grad er en badeanstalt end et land, og væggene er beklædt med Ceres-plakater. Det her er det Aarhus, hvor bartenderne både ryger og vaper, og hvor GF følges i deres op- og nedture. For det meste i sidstnævnte.

Her er der plads til både det høje og det lave. Det er nok naturligt, fordi de faste kunder består af en blanding af gamle kendinge og VUC-elever.

I baren bliver der diskuteret, om man stadig må gå med nisseskæg og -hue, eller om det strider imod maskeringsforbuddet.

Ville det her så være et godt sted at opleve noget julehygge? Tja, det ville vel være et meget godt sted at få varmen med en lille én. Især hvis brun er din farve. Så hvis du vil besøge et helt bogstaveligt brunt værtshus, er Boulevard Caféen lige noget for dig.

BRUN JUL

Byens brune beværtninger har avisens fokus i festlige december. Redaktionen har besøgt 24 beverdinger i Aarhus og kortlagt dem. På aarhus.lokalavisen.dk kan du hver dag frem til 24. december læse en ny artikel fra et nyt sted og gå på opdagelse i et opdateret interaktivt kort med alle de alkoholiske oaser.

Publiceret 03 December 2018 12:00

SENESTE TV