Sognepræst Vini Madsen, Borum-Lyngby

Sognepræst Vini Madsen, Borum-Lyngby

Præsteklumme:

Fred – midt i alt

Af
sognepræst Vini Madsen

Borum-Lyngby

Det er mørkt i november, men det er også den måned, jeg har fødselsdag, så egentlig har jeg altid godt kunnet lide november. Der er stille, bladene falder af træerne, det bliver tidligt mørkt, og roen falder på.

Og det selvom forretningerne allerede begynder at pynte op til jul et stykke tid før, så er november den måned, hvor jeg begynder at rette mig ind til julen med al dens glæde og alle forventningerne.

Som barn havde jeg svært ved at rumme det alt sammen, når jeg stod foran Gregersens vinduer, hvor det ene havde en drejereol med mange forskellige ting, man kunne give hinanden i julegave – det var nu det andet vindue, som jeg syntes var bedst, for det var fyldt med julekalendere – den ene smukkere end den anden.

Glæden over de smukke julekalendere tændte lyset og freden i mit hjerte og gør det stadig, når jeg tænker tilbage. Det var ikke en fred væk fra alt, men en fred midt i alt det andet, der var i mit liv.

Netop sådan er den fred, vi på søndag begynder at forberede os på, for på søndag tænder vi det første lys i adventskransen, som en forberedelse til juleglæden over, at det barn blev født os som kan bryde gennem alle bekymringer og sorger – gennem al uro og ufred.

Karsten Isachsen fortæller, at der engang blev udskrevet en konkurrence, om hvem der kunne male et billede, der forestillede sand fred. Der kom mange smukke billeder, bl.a. af naturen, skove og søer, hvor alt åndede idyl. Men det billede, som vandt, forestillede et brusende vandfald, hvor vandet styrtede ned over en bjergside. Det var et vildt og voldsomt billede.

Men den, der gav sig tid og så godt efter, ville opdage, at der også var noget andet på billedet: Midt i vandmasserne var der et lille fremspring i bjergvæggen, og der lå en fugl i sin rede.

På trods af det kaos, der var omkring den, lå den stille og trygt. Det er den tryghed og fred, julen bringer os, og som vi nu kan begynde at forberede os på i adventstiden.

Publiceret 01 December 2018 06:00