Aarhus Universitetshospital.

Aarhus Universitetshospital. Foto: Tonny Foghmar

Aarhus Universitetshospital aflyser næsten alle operationer i næste uge

Sygehuset i Skejby aflyser næsten alle operationer, der kan vente

Af
Rasmus Sandvig Brask

JP Aarhus

For tre uger siden var meldingen, at der var kommet styr på den såkaldte sterilcentral på Aarhus Universitetshospital i Skejby, og at færre operationer end tidligere derfor måtte aflyses.

Men fredag eftermiddag melder Aarhus Universitetshospital, at det må aflyse næsten alle operationer, som kan vente i næste uge. De berørte patienter har fået eller vil få besked hurtigst muligt.

Aflysningerne skyldes netop, at sterilcentralen, der står for at vaske og sterilisere de instrumenter, der skal bruges ved operationer, ikke kan følge med.

"Det begynder at true patientsikkerheden, og hvis vi ikke bremser op nu og lader sterilcentralens medarbejdere komme i bund med opgaverne, så kan vi ikke garantere, at vi har sterile instrumenter til at operere akut syge patienter," udtaler lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen i en pressemeddelelse.

Hospitalet har derfor valgt at aflyse stort set alle ikke-akutte operationer. Aflysningerne vil ske på baggrund af en lægefaglig vurdering af den enkelte operation og patient, og aflysningerne gælder ikke kræftoperationer og andre uopsættelige operationer, der vil blive gennemført som planlagt.

Det fremgår ikke, hvor mange operationer, der vil blive aflyst i næste uge, og det har endnu ikke været muligt at træffe Jørgen Schøler Kristensen for en uddybende kommentar.

Ud over aflysningerne i næste uge vil kapaciteten være nedsat i de kommende måneder, og det kan betyde, at flere operationer må aflyses i den kommende tid. Operationer på Øjenafdelingen og Neurokirurgisk Afdeling på sygehuset på Nørrebrogade i Aarhus vil ikke blive berørt.

"Det er en dybt ulykkelig situation for patienterne. Vi oplyser dem om deres rettigheder og muligheder, og vi gør alt for at hjælpe dem til at få en ny tid til operation hos os eller på et andet hospital. Flere andre hospitaler har allerede i dag lovet at hjælpe os og patienterne," lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen.

De aktuelle aflysninger skyldes ifølge Aarhus Universitetshospital, at sterilcentralen mangler cirka 16 medarbejdere på grund af opsigelser og langtidssygdom.

Derfor kan den ikke følge med og nå at vaske alle de instrumenter, der er behov for, på trods af at personale har været kaldt ind ekstra de seneste weekender for at vaske det udstyr, der har hobet sig op i løbet af ugen.

Sygehuset kalder nu situationen for "uholdbar", fordi nogle instrumenter har ventet så længe på at blive rengjort, at det vil tage tre-fire gange så lang tid som vanligt at rengøre og sterilisere dem.

Aarhus Universitetshospital er i gang med at ansætte og oplære flere til sterilcentralen, ligesom hospitalet har bedt andre hospitaler om hjælp til at sterilisere instrumenter og operere patienter.

Publiceret 01 December 2018 19:41