5.B på Vestergaardsskolen er nomineret til Kammeratskabsprisen 2018, efter selv at have produceret deres egen sang 'Du er go´ nok som du er'. Foto: Martin Jørgensen

5.B på Vestergaardsskolen er nomineret til Kammeratskabsprisen 2018, efter selv at have produceret deres egen sang 'Du er go´ nok som du er'. Foto: Martin Jørgensen

Nomineret til Kammeratskabsprisen: 'Du er go´ nok som du er' i 5.B

5.B på Vestergaardsskolen har selv produceret deres egen sang 'Du er go´ nok som du er'. Derfor er de nomineret til Kammeratskabsprisen 2018

Af
Martin Jørgensen

"Jeg vil gerne nominere 5.b på Vestergaardsskolen, som sidste år lavede en fantastisk sang sammen med deres daværende musiklærer Maria. Sangen hedder 'Du er go´ nok som du er."

Sådan lyder det i nomineringen af 5.b, der er blandt de udvalgte til Kammeratskabsprisen 2018.

De to elever Vigga Lindgaard Poulsen og Ella Sofie Matzon Houlind, som begge var initiativtagerne til at lave sangen, mener da også, at der er et godt socialt miljø i Viby-klassen.

"Det er blevet en dejlig klasse at være i. Der er ikke så meget drama og pigefnidder, og vi er blevet bedre til at sige fra. Nu leger vi jo heller ikke sammen mere - nu går vi bare sammen og snakker," fortæller Vigga Lindgaard Poulsen som, sammen med klassekammeraten Ella Sofie Matzon Houlind, kom med ideen til, at klassen skulle skrive en sang.

De to ville oprindeligt stille op til MGP, men det droppede de. I stedet synes de, at det kunne være sjovt at lave et projekt i musiktimerne på skolen

"Drengene fik lov til at lave en rap, og så sad vi piger ellers og skrev resten af teksten til sangen," fortæller Ella Sofie Matzon Houlind.

Gode venner hjælper

De to Viby-piger er ikke i tvivl om, hvilke kvaliteter en god kammerat skal besidde.

"Det er en, der er god til at hjælpe andre og har lyst til at være sammen med andre," siger Vigga Lindgaard Poulsen, inden Ella Sofie Matzon Houlind tager over:

"Ja, og så skal personen være god til at lytte og være forstående."

Begge fortæller, at der har været mange eksempler på gode kammeratskaber i klassen, men især en dag, hvor en elev kom op at slås, viste det sig, at han havde en hel klasse bag sig.

"Efter slåskampen hjalp vi ham, snakkede med ham og var der for ham, og jeg synes generelt, at vi er gode til at være der for hinanden," slår Ella Sofie Matzon Houlind fast.

Netop venskaber og støtten fra klassekammeraterne er vigtig, fortæller de to piger, der tydeligvis prioriteter det sociale højt.

"Noget af tiden i skolen kan det godt være lidt kedeligt, men når ens venner er der, så kan de sørge for, at det bliver en god skoledag," fortæller Vigga Lindgaard Poulsen, der, ligesom Ella Sofie Matzon Houlind, håber, at en eventuel vinderpræmie skal bruges på en fælles klassetur:

"Vi vil gerne have en oplevelse sammen, og sidst vi var i Ree Park havde vi en rigtig sjov tur sammen."

Motiverede elever

Eleverne kom selv med forslaget om at lave en sang sammen, og det har man også kunne mærke på deres engagement, fortæller musiklæreren Maria Bjerre.

"Man kunne tydeligt mærke, at de havde den her indre motivation og arbejdsiver, og de var alle sammen enige om, at sangen skulle handle om, at alle er gode nok, som de er."

Sangens emne er ifølge læreren utrolig vigtig, og det er hendes opfattelse, at klassen har et godt sammenhold.

"Det er en virkelig god årgang, som er gode med hinanden. Nu leger de jo ikke sammen længere. Det er de blevet for store til, men de er sammen med hinanden, og man kan mærke, at de har det godt sammen på kryds og tværs."

Kammeratskabsprisen

I et samarbejde mellem Aarhus Kommune, byens Børne- og Ungebyråd og Lokalavisen Aarhus uddeles Kammeratskabsprisen 2018. Der er i alt fem nominerede, som løbende præsenteres i Lokalavisen Aarhus. Derefter kan læserne stemme på deres favorit. Med prisen, der uddeles 14. januar 2019, følger 15.000 kroner.

De øvrige nominerede er:

    Tutorpatruljen i Klubberne Peter Fabersvej og Musvågevej

    Virupskolens 6.C

    6.A på Risskov Skole

    Aabyhøj Basket Pigehold 06

Publiceret 29 November 2018 10:00

SENESTE TV