Råbin Bille er medlem af SAND, der er en interesseorganisation for hjemløse og tidligere hjemløse. Hun er selv i bolig nu, men kæmper fortsat for hjemløses rettigheder. Foto: Martin Jørgensen

Råbin Bille er medlem af SAND, der er en interesseorganisation for hjemløse og tidligere hjemløse. Hun er selv i bolig nu, men kæmper fortsat for hjemløses rettigheder. Foto: Martin Jørgensen

Tidligere ung hjemløs: 'Housing First' er vejen frem

Interesseorganisation for hjemløse og tidligere hjemløse mener, at der er for få boliger i Aarhus. Hvis antallet af unge hjemløse skal reduceres, kræver det flere billigere boliger

Af
Martin Jørgensen

Antallet af hjemløse unge i aldersgruppen 18-30 år er steget med 1.200 personer på landsplan siden 2009. I Aarhus er tallet nået op på 378 unge hjemløse. Det viser tal fra Kraka og Kirkens Korshær.

Det høje tal skyldes blandet andet, at der er akut mangel på billige boliger i Aarhus Kommune, mener tidligere hjemløs Råbin Bille, medlem af SAND, der er en interesseorganisation for hjemløse og tidligere hjemløse.

"Vi har for få billige boliger i Aarhus, og dem vi har, vælger Aarhus Kommune at rive ned. I SAND arbejder vi med 'Housing First', og det er noget, der kunne have en gavnlig effekt for mange unge hjemløse, men det kræver, at der er boliger nok," slår Råbin Bille fast.

Hovedprincippet i 'Housing First' er, at udsatte borgere, der er endt i hjemløshed, får et permanent sted at bo allerede i starten af et indsatsforløb, samtidig med at borgeren får en intensiv social støtte i hverdagen.

"Det er selvfølgelig ikke hele løsningen at putte folk i en bolig, men for mit vedkommende kunne det have sparet mig for mange problemer, hvis jeg fra begyndelsen havde haft en bolig, som jeg havde råd til," siger hun.

Mørketal og definition

378 er det officielle tal for antallet af unge hjemløse i Aarhus, men det tal stemmer måske endda ikke helt overens med virkeligheden, hvis man spørger Råbin Bille.

"Jeg tror jeg ikke, at det tal er helt korrekt. Hjemløsetællingen inkluderer ikke folk under 18 år, men vi ved i SAND, at der findes hjemløse helt ned til 14 år, som ikke har tag over hovedet," fortæller Råbin Bille, som selv var hjemløs fra hun var 16 år, og derfor heller ikke var en del af de officielle opgørelser.

"Desuden er der mange, der ikke er klar over, at de er hjemløse, for det kræver ikke, at man nødvendigvis bor på gaden, for at man bliver betegnet som hjemløs."

Aarhus' danmarksrekord i antallet af unge hjemløse betyder, at SAND arbejder på, at der bliver sat endnu mere fokus på de unge.

"Det er helt absurd, at vi ikke taler noget mere om det. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det ikke er mere på dagsordenen - især nu, hvor det begynder at blive koldt i vintermånederne."

Involvere de unge

Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse har udarbejdet en Masterplan, der skal være med til at nedbringe antallet af hjemløse i kommunen. I processen har flere parter, herunder SAND, været involveret. Noget, som Råbin Bille personligt har været positiv omkring.

"Når politikerne tager en seriøs snak og lytter, så får man lyst til at bruge tilbuddene, for man har jo selv været med til at lave dem. Jeg får lyst til at tale om masterplanen, for jeg har været med til at lave den. Det giver ejerskabsfornemmelse, og tiltagene bliver spredt i miljøet, hvilket er sindssygt vigtigt."

Netop kendskabet til de forskellige tilbud til hjemløse i Aarhus Kommune er noget, der arbejdes på højtryk for at udbrede, og der er også sat to millioner kroner af til en indsats for at skabe et bedre overblik over kommunens mange tiltag.

"Jeg har oplevet, at socialrådgiverne ikke selv kender til tiltagene, og så er der et problem. Der er brug for et bedre overblik, ellers ender det med, at de unge bliver en del af det miljø, de færdes i, og det kan ofte være præget af stoffer og vold," understreger Råbin Bille.

Det unge SAND-medlem tror, at der på sigt kommer til at være en bolig til alle de unge, der har lyst til at få tag over hovedet. Men der findes også dem, der nyder friheden og livet uden faste rammer. Dem var Råbin selv en af i en periode. Der kan dog være en skyggeside.

"Jeg har aldrig følt mig så fri, som da jeg boede en uge på Moesgaard Strand, men man kan hurtigt romantisere friheden. Det kan være enormt rart at leve uden regler, men lige pludselig er det bare en selv, der er sofaluder, fordi det pludselig er blevet en normal del af ens hverdag."

Fakta om hjemløshed blandt unge:

    Andelen af hjemløse er steget fra 150-263 for hver 100.000 unge mellem 2009 og 2017. Det betyder, at hver tredje danske hjemløs er mellem 18 og 29 år.

    Danmark er det land i Norden med flest unge hjemløse.

    Tal viser, at det er mere end dobbelt så sandsynligt, at en ung dansker mellem 18 og 29 år er hjemløs, end at en dansker i en tilfældig aldersgruppe er hjemløs

    48 procent af unge hjemløse bor hos venner eller familie

    Syv procent af alle unge hjemløse bor på gaden

Kilde: Kraka, Hjemløsebarometeret - dansk hjemløshed i nordisk perspektiv

Publiceret 28 November 2018 12:00

SENESTE TV