Målet er blandt andet en halvering af unge hjemløse mellem 18 og 24 år over en periode på fem år. Pressefoto

Målet er blandt andet en halvering af unge hjemløse mellem 18 og 24 år over en periode på fem år. Pressefoto

Rådmand om hjemløsetal blandt unge: "Det er skammeligt"

Kristian Würtz erkender, at Aarhus står med et kæmpe problem i forhold til antallet af unge hjemløse. Derfor er målet at, man inden for fem år får halveret antallet af hjemløse mellem 18 og 24 år

Af
Martin Jørgensen

"Vi ved, at tallet har været stigende over en årrække. Det synes jeg faktisk er skammeligt, når man kigger på vores by, som ellers har haft velstandsstigning år for år."

Sådan lyder det fra Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, der, sidste år søsatte et initiativ, der skulle arbejde på at afhjælpe problemet, nemlig en Masterplan.

Masterplanen har et formål, som skal give et overblik over kommunale og private tilbud og indsatser samt pege på nye tiltag til at forebygge og afhjælpe hjemløshed i Aarhus Kommune.

"Vi har samlet alt den ekspertise, som er i byen og lavet en Masterplan. På den måde skal vi prøve at finde ud af en bedre måde at løse vores store problemer med hjemløshed," siger Kristian Würtz.

Målet er blandt andet en halvering unge af hjemløse mellem 18 og 24 år over en periode på fem år, fremgår det af indstillingen til byrådet. I øjeblikket er der 378 unge hjemløse i Aarhus Kommune mellem 18 og 29 år.

Alternative boligløsninger

Rådmanden fortæller videre, at Aarhus Kommune fremadrettet skal være dygtigere til at sikre tag over hovedet til unge. Dog er det ikke nok kun at skabe faste rammer. Der skal arbejdes efter princippet Housing First bestående af tre elementer, nemlig bolig, bostøtte og beskæftigelse.

"Det er ikke nok bare at have et sted at bo. Det gælder om at få en kobling mellem at støtte de unge samtidig med, at der er fokus på uddannelse eller job," lyder det fra Kristian Würtz.

Derudover arbejdes der på at etablere andre typer af boformer som eksempelvis brugerstyrede bosteder eller kollegier, hvor stærke unge blandes med svage unge, fortæller rådmanden, som tror på, at det er realistisk, at antallet af unge hjemløse mellem 18 og 24 halveres over en periode på fem år.

Men er der nok billige boliger i Aarhus?

"Der bliver bygget mange ungdomsboliger i øjeblikket. Så jeg er ikke bekymret for, at vi på sigt får nok billige boliger. Men pointen er, at det ikke er nok at have en masse boliger. Der skal være tag over hovedet med den rigtige støtte i den rigtige sammenhæng," understreger rådmanden.

Artikelserie

I de næste uger vil Lokalavisen Aarhus dykke ned i problematikken omkring hjemløshed blandt unge i Aarhus Kommune.

Her skal avisen blandt andet på tur med Det Blå Sted, som hver tirsdag kører ud med mad til unge hjemløse i byen. Desuden vil Råbin Bille også fortælle sin historie om, hvordan livet var som ung hjemløs i Aarhus.

Publiceret 28 November 2018 12:00

SENESTE TV