Nomineret til Kammeratskabsprisen:

Basketpiger med en fantastisk holdånd

Aabyhøj Basketballs pigehold for årgang 2006 er blevet nomineret til Kammeratskabsprisen for deres omsorgsfulde facon

Af
Louise Nyvang Burmeister

Pris "Omsorgsfulde, fantastisk holdånd, tager sig af hinanden, hvis nogle har hjemve, når de er på ture."

Sådan lød beskrivelsen blandt andet af Aabyhøj Basketballs pigehold årgang 2006 i indstillingen, som deres holdleder havde forfattet.

Holdet er nu en af fem nominerede til Kammeratskabsprisen, som Aarhus Kommune, Børn og Unge Byrådet og Lokalavisen Aarhus uddeler i fællesskab.

Det var nogle glade piger, der onsdag i sidste uge tog imod Lokalavisen Aarhus' journalist inden eftermiddagens træning.

"Det bliver tit en federe aften, når man kommer til træning. Hvis man er lidt ked af det, så bliver man altid glad når man går i gang," siger 12-årige Victoria Batz, og hun bliver bakket op af holdkammeraten Ulrikke Kamp Rasmussen:

"Det bedste ved vores hold er fællesskabet. At vi er så mange venner, der mødes på kryds og tværs af klasser og skoler. Det er bare så hyggeligt, når vi er samlet," siger hun.

Mange af pigerne på holdet har spillet sammen siden 0. klasse, og de mødes ikke bare til træningerne, men også til hyggeaftener og fødselsdage.

"Så fortæller vi vittigheder, spiller stikbold eller spiller kort. Det handler ikke bare om træningen, men også om hygge sig udover det," siger 12-årige Alba Løvgreen.

Ligger i rundkreds

Holdet er også på ture til stævner, hvor de overnatter langt væk hjemmefra. Her sover de i rundkreds, så alle kan se hinanden hele tiden.

"Jeg har også haft hjemve engang. Der er det rart, at der altid er en at holde i hånden og en at snakke med, så man ikke bliver så ked af det," siger Victoria Batz.

På banen kan man ofte høre, at pigerne roser hinanden og bakker hinanden op, hvis bolden ikke lige vil i kurven.

"Vi råber tit 'kom igen' til hinanden. Det er fedt, når man hører det, hvis det ikke lige kører," siger Ulrikke Kamp Rasmussen og holdkammeraten supplerer:

"Vi roser også hinanden. 'Godt lavet', 'godt skud'. Man spiller altid bedre, når man får det at vide," siger Alba Løvgreen.

Holdet har lige vundet en turnering i Herlev og vinder de også Kammeratskabsprisen, så skal præmien på 15.000 kroner gå til endnu flere basket-ture.

Kammeratskabsprisen

I et samarbejde mellem Aarhus Kommune, byens Børne- og Ungebyråd og Lokalavisen Aarhus uddeles Kammeratskabsprisen 2018. Der er i alt fem nominerede, som løbende præsenteres i Lokalavisen Aarhus. Derefter kan læserne stemme på deres favorit. Med prisen, der uddeles 14. januar 2019, følger 15.000 kroner.

De øvrige nominerede er:

    Tutorpatruljen i Klubberne Peter Fabersvej og Musvågevej

    Virupskolens 6.C

    6.A på Risskov Skole

    5.B på Vestergårdsskolen

Publiceret 22 November 2018 10:00

SENESTE TV