Søren Højlund Carlsen sammen med AGF-spiller Martin Spelmann efter et nederlag til Silkeborg i april 2017. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Søren Højlund Carlsen sammen med AGF-spiller Martin Spelmann efter et nederlag til Silkeborg i april 2017. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Kommunikationschef i podcast:

Derfor gik vi med til at lave AGF-dokumentar

I podcasten Talehuset fortæller AGF's kommunikationschef Søren Højlund Carlsen blandt andet om overvejelserne med at deltage i populær dokumentar

Af
Danni Paulsen

"Jeg synes, det er supergodt lavet. Det er godt tv."

Sådan siger kommunikationschef i AGF, Søren Højlund Carlsen, i det nyeste afsnit af AGF-podcasten Talehuset, hvor snakken blandt andet falder på den populære dokumentarserie 'Mellem håb og håbløshed'.

Serien er produceret af Eurosport, og seerne har gennem tre afsnit hidtil været med i blandt andet omklædningrummet, til sæsonoptakt, transferdeadline og meget mere.

Mange var overraskede, da det forud for indeværende sæson blev offentligjort, at klubben skulle deltage i dokumentaren. For en lignende dokumentar var kort forinden blev lavet med rivalerne fra Randers FC, og her så klubben sig nødsaget til at afbryde samarbejdet med tv-holdet efter en turbulent periode, hvor man var endt i overhængende nedrykningsfare.

"Mange sammenlignede 'Mellem håb og håbløshed' med den serie, der kørte med Randers, men serien med Randers var mere reality-tv, hvor virkeligheden udfoldede sig for kameraet, mens det i dette tilfælde er en dokumentarserie, der er tilrettelagt," forklarer Søren Højlund Carlsen i Talehuset.

Han afviste, mens 'Randers Backstage'-serien kørte, at AGF ikke havde interesse i at deltage i et lignende program, men ifølge kommunikationschefen tåler de to serier ikke sammenligning.

"Grunden til, at folk sammenligner det, er, at det udkommer på samme kanal, og det er det samme produktionsselskab, der står bag. Men det er lidt som at sammenligne Robinson med Anders Agger. Det andet er reality. Så er man fluen på væggen. Selvfølgelig ser du også virkeligheden hos os, men forskellen er, at programmet er planlagt på forhånd, og de dygtige tilrettelæggere har lagt en plan for, hvilke historier de gerne vil fortælle. Var det ikke tilfældet, havde vi ikke gået med i det, for vi bryder os ikke om, hvis vi ikke har en fornemmelse af, hvor det skal ende henne, og hvad det handler om," siger Søren Højlund Carlsen, som er glad for samarbejdet med Eurosport.

"Vi kan godt lide, at det er tilrettelagt, og det, synes jeg også, giver en kvalitet. Nu skal jeg ikke gøre mig til dommer over, hvad der bedst, men de reaktioner, som vi har fået, og som vi kan se blandt fans og i mediedanmark, viser bare, at det er et superfedt program. Det er lykkedes for dem at vise os, synes jeg, på en autentisk, rigtig og troværdig måde."

Hvor meget indflydelse har AGF haft på programmet?

"Det er uafhængige journalister, der laver det, så vi har ikke nogen indflydelse på det som sådan. Men vi er med i forløbet på den måde, at der er lagt en drejebog for hvert afsnit, og der bliver vi selvfølgelig orienteret, så vi kan hjælpe med eksempelvis at få dem med til Sverige og se en træningskamp mod Djurgården, få interviews med spillere eller deltage i Legendernes Dag. Det er meget mere koordineret, end man måske havde på fornemmelsen i starten. På den måde har vi jo en fornemmelse af, hvordan det endelige program vil se ud."

Er du nervøs for, hvordan det vil være med et tv-hold i hælene, hvis det ligesom i Randers går ned ad bakke?

"Nej. Egentlig ikke. Det ser vi ikke nogen problemer i. Nu skal jeg ikke sige for meget, men der er også planlagt x-antal afsnit, så vi har en nogenlunde idé om, hvornår det stopper. Men det er jeg ikke meget for at sige mere om, for jeg ved ikke, om Eurosport synes, det er en god idé. Men man skal også huske på, at det er ikke farligt at tabe fodboldkampe. Det gør alle fodboldklubber, og det går op og ned, så der er ikke noget at være bange for, og vi har ikke de store betænkeligheder."

Fjerde og sidste afsnit af serien sendes den 9. december.

Du kan høre hele Talehuset podcasten i iTunes eller herunder. De tre afsnit af 'Mellem håb og håbløshed' finder du længere nede på siden.

Afsnit 1 af 'Mellem håb og håbløshed':

Afsnit 2 af 'Mellem håb og håbløshed':

Afsnit 3 af 'Mellem håb og håbløshed':

Publiceret 21 November 2018 18:30

SENESTE TV