Der er ingen tvivl om, at bilerne lige nu fylder rigtig meget på Frederiksbjerg.

Der er ingen tvivl om, at bilerne lige nu fylder rigtig meget på Frederiksbjerg. Foto: Jonas Wrede Hansen

Flere grønne områder og væk med den gennemkørende trafik:

Sådan udvikles fremtidens Frederiksbjerg

Borgere på Frederiksbjerg inviteres til seks workshops, hvor der skal samles input til, hvordan man kan fredeliggøre området for gennemkørende trafik og skabe bedre parkeringsforhold

Af
Jonas Wrede Hansen

Byudvikling Bilerne fylder utrolig meget i Frederiksbjergs bybillede, og der er langt mellem de grønne områder. Det er holdningen hos Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, som sammen med Teknik og Miljø hos Aarhus Kommune inviterer områdets borgere til seks workshops den kommende tid.

Her skal det diskuteres, hvordan fremtidens Frederiksbjerg skal se ud, og der er især lagt op til, at den gennemkørende trafik skal mindskes for i stedet at give plads til bedre opholdsmuligheder og flere grønne arealer.

Bilerne behøver jo ikke at fylde så meget, som de gør i dag

"Byrummet skal prioriteres. Vi skal sammen finde ud af, hvordan de forskellige områder kan udnyttes bedre, og jeg ved at flere allerede er i gang med at tænke flere grønne områder ind med eksempelvis flere træer," lyder det fra Jeppe Spure Nielsen, formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd.

"Fokus er på de mindre beboergader. Her kan ensretninger være en metode for at mindske gennemkørende trafik og kunne give mulighed for at indsnævre vejarealet og dermed etablere mere grønt, bedre opholdspladser eller bedre parkeringsforhold for cykler og biler," fortsætter fællesrådsformanden.

Bilerne skal ud af området

Han har selv boet på Frederiksbjerg i omkring 25 år og har derfor med egne øjne fulgt med i, hvordan der igennem tiden er kommet flere og flere biler til området, som naturligvis har øget presset på parkeringspladserne og skabt dårlige forhold til skabelse af grønne arealer.

Jeppe Spure Nielsen, formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, er spændt på, hvad der kommer ud af de kommende workshops om fremtidens Frederiksbjerg.

Jeppe Spure Nielsen, formand for Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, er spændt på, hvad der kommer ud af de kommende workshops om fremtidens Frederiksbjerg. Foto: Jonas Wrede Hansen

"Bilerne behøver jo ikke at fylde så meget, som de gør i dag. Der holder langt flere biler i området, end der burde være," fortæller Jeppe Spure Nielsen og henviser til en statistik, som kommunen lavede tilbage i 2016, hvor det blev vurderet, at blot 30 til 40 procenter af beboerne i de fleste områder på Frederiksbjerg ejede en bil.

"Så min pointe med hensyn til biler i byrummet er, at det er over halvdelen af husstandene på Frederiksbjerg, der ikke har bil. Også ud fra det faktum er det relevant og legitimt at have en dialog om, i hvor høj grad og hvordan bilerne fortsat skal optage pladsen i kvarterets gader, og om pladsen i højere grad skal bruges til for eksempel mere grønt og flere opholdsarealer," tilføjer han.

Han håber, at der kan findes måder at få de gennemkørende biler ud af området og give plads til beboernes biler. Et stort skridt den vej er de beboerparkeringer, som allerede er på vej til hele området.

Handling bag idéerne

Ifølge Jeppe Spure Nielsen er der afsat flere millioner kroner til projektet med at forbedre Frederiksbjergs byrum. Derfor er det vigtigt for ham at understrege, at der er en god mulighed for at få realiseret de idéer, som der kommer frem på de forskellige workshops.

På kortet er hver workshop inddelt i det område, som den behandler.

På kortet er hver workshop inddelt i det område, som den behandler. Illustration: Aarhus Kommune

Den første workshop afholdes tirsdag 20. november og frem til torsdag 29. november afholdes de følgende workshops. Hver af dem fokuserer på et mindre område af Frederiksbjerg.

Alle seks workshops afholdes fra klokken 17 til 19 i Fjordsgade Forenings- og Fritidshus, der ligger på N. J. Fjordsgade 2 på Frederiksbjerg.

Idéerne og ønskerne bliver efterfølgende samlet i et planforslag for hele Frederiksbjerg, som bliver præsenteret på et borgermøde i begyndelsen af 2019. Allerede i første halvdel af 2019 begynder arbejdet med at forbedre området.

Publiceret 17 November 2018 07:00

SENESTE TV