René og Louise Mammen flytter Restaurant Substans til Pakhusene på Aarhus Ø.

René og Louise Mammen flytter Restaurant Substans til Pakhusene på Aarhus Ø. Pressefoto

Michelin-restaurant flytter ind på 12. etage på Aarhus Ø

Restaurant Substans flytter fra Frederiksgade til Aarhus Ø

Den aarhusianske Michelin-restaurant Substans lukker i Frederiksgade og flytter til maj 2020 ind i Pakhusene på Aarhus Ø.

Ægteparret René og Louise Mammen, der ejer og driver Substans, ser frem til at blive en del af Pakhusene, som består af fem punkthuse med erhverv og boliger. Første etape af Pakhusene åbnede i 2017, og 2. etape står klar i foråret 2020, hvor Michelin-restauranten rykker ind.

"Den ånd og stemning, som Rune Kilden og Stine Hindby har lagt ind i Pakhusene, passer perfekt med de værdier, vi også lever efter, altså en ’nede på jorden stemning’, hvor der skal være plads til alle, mangfoldighed og en stor passion for det, vi laver. Jeg glæder mig til at kunne udvide vores koncept, så vi ikke bliver så låst på kun at drive Michelin-restaurant, men også får mulighed for at åbne restauranten til brunch, frokost og diverse selskaber, så flere typer gæster kan få glæde af de unikke rammer, Pakhusene skaber," forklarer René Mammen i en pressemeddelelse.

Udsigt til Samsø

Restauranten flytter ind på 12. og 13. etage i Pakhusene og får plads til henholdsvis 60 og 25 spisende på de to etager.

"Lokalerne på toppen af Pakhusene på Aarhus Ø er helt ideelle for os, da vi får langt mere plads end i vores nuværende lokaler og dermed også langt flere muligheder for at udvikle vores restaurant på alle områder. Samtidig bliver udsigten for gæsterne i restauranten utrolig smuk med view ind over Aarhus C og helt til Samsø. Det er en location, der skriger på en virkelig god restaurant," siger Louise Mammen.

Restaurant Substans får også mulighed for at afholde selskaber i etagen under restauranten. Her bliver der indrettet en lounge, som lejerne kan benytte til mødelokale og opholdsrum. På den måde kan virksomhederne hver især nøjes med at leje færre kvadratmeter og i stedet deles om de kvadratmeter, de ikke har brug for hver dag.

Om aftenen og i weekenden flyder loungen sammen med Substans’ restaurant og kan rumme mindre selskaber, og hver fredag vil der være fredagscafé for bygningens lejere.

Passer perfekt til Pakhusene

Fremtidsplanerne for Substans er lavet i tæt samarbejde med Rune Kilden og Stine Hindby, der har udviklet Pakhusene.

"Når man besøger Substans som gæst, så mærker man den meget uformelle stemning, der samtidig parres med en sublim madoplevelse. Den kombination passer perfekt ind i det miljø, som vi forsøger at skabe i Pakhusene, så vi glæder os til, at Substans kan bidrage til at styrke oplevelserne på Aarhus Ø," siger Rune Kilden.

Restaurant Pondus fortsætter

Substans flytter ud af lokalerne i Frederiksgade i foråret 2019 for at få god tid til at planlægge de nye lokaler og konceptet i Pakhusene. Ægteparret Mammen har desuden købt en foodtruck som led i et cateringkoncept med alt fra havefest til private dining.

De fortsætter samtidig med Substans' lillebror Restaurant Pondus på Åboulevarden, der ikke bliver berørt af flytningen af Substans.

"Vi vil gerne slutte vores tid i Frederiksgade godt af, så fra januar vil man i hverdagene kunne besøge os som en ala carte restaurant, hvor man må plukke i alle retterne fra den store menu. Derved kan man smage, lige hvad man ønsker, og måske gøre sit Michelin-besøg lidt mere hverdagsagtigt," siger René Mammen.

René og Louise Mammen åbnede Restaurant Substans i 2005 og fik i 2015 sin Michelin-stjerne.

jr

Publiceret 17 November 2018 14:51

SENESTE TV