Paul Natorp var i 2012 med til at stifte foreningen Sager der Samler, der i dag består af 16 aktive sager.

Paul Natorp var i 2012 med til at stifte foreningen Sager der Samler, der i dag består af 16 aktive sager.

Hverdagsaktivismen blomstrer i Vestergade:

"Vi giver folk modet til at gå i gang"

Hos foreningen 'Sager der Samler' mærker man stigende interesse for at ændre samfundsproblemer, som man selv mærker på egen krop

Af
Louise Nyvang Burmeister

Er det en dagligstue, et forsamlingshus eller et arbejdsfællesskab? Baglokalerne i Vestergade 43 rummer faktisk det hele. Højt til loftet, rullende tavler, borde med strømkabler, men også lænestole med bløde puder og et køkken. Det er her, foreningen 'Sager der Samler' holder til. Herfra arbejdes der på via fællesskab og handlekraft at skabe nye samfundsløsninger.

Løsninger, der kommer nedefra. Fra de mennesker der i hverdagen sidder med problemerne.

Medstifter af den seks år gamle forening Paul Natorp rejser sig fra et af skrivebordene og tager imod. Han er selvstændig organisationskonsulent, men bruger meget af sin fritid på at få stedet i Vestergade til at fungere.

"Det er drevet af nysgerrighed og af et ønske om at kunne være mere med og både præge sit eget liv og samfundsudviklingen," forklarer Paul Natorp, der har arbejdet med it og medier som iværksætter og udviklingschef på blandt andet Jyllands-Posten og i dag også laver kurser i kreativitet og lederskab sammen med uddannelsesinstitutionen Kaospiloterne i Danmark, Europa, USA og Japan.

Han er en af tre, der til daglig kalder sig for en del af ledelsen. I alt er der cirka 80 medlemmer i foreningen, og der er et par hundrede mennesker involveret de 16 aktive sager, som eksisterer lige nu. 10-15 personer sørger for at holde stedet åbent og fællesskabet levende. Ingen er ansatte.

"Vi er ikke en serviceinstitution. Der er ingen brugere - alle skaber det. Det man giver, giver man til hinanden. Det er drevet af menneskers engagement."

Flere af de projekter, som er født i disse lokaler, har vokset sig store og samarbejder i dag med Aarhus Kommune eller andre institutioner. Det drejer sig for eksempel om Vaskeriet, Skraldecafeen og Social Sundhed.

Ideen er at komme væk fra en passiv rolle, hvor man er bruger af forskellige tilbud eller ydelser i samfundet.

"Vi bliver tit sat i passive roller. Vi er brugere af noget, vi er kunder, vi er tit i den modtagende ende. Men vi er jo aktive! Og det giver mening at prøve at forstærke det. For det giver en mod, og det betyder, at man trives bedre. At man kan gøre en forskel i sit eget liv, hvor man måske er lidt klemt," forklarer Paul Natorp.

Fokus på samskabelse

Han mærker en stigende interesse for projektet både 'oppefra' og 'nedefra'.

"Kommunen vil gerne byudvikle med borgeren i centrum. Man vil gerne gentænke ressourcer og initiativer. Der er stigende fokus på samskabelse og en bevidsthed om, at vi selv er en del af det. Samtidig kommer der løbende mennesker her, som gerne vil gøre noget. Der er endnu mere behov for os nu. Og det bekræfter mig kun i, at det her er væsentligt."

Det er ikke alle sager, der samler. Paul Natorp understreger, at det ikke er i Vestergade 43, man skal møde op, hvis man vil starte en webshop med rideudstyr eller andet.

"Et projekt, hvor det handler om at realisere en drøm om en webshop, har ikke den åbenhed, som andre kan engagere sig i. Der skal være en større tanke om at ændre måden, vi gør tingene på og lever sammen på," forklarer Paul Natorp.

Det allerstærkeste værktøj, man får i Vestergade, er troen på projektet og modet til at gå i gang.

"Her har man nem adgang til netværk og erfaring. Den uformelle udveksling af ideer og viden, der foregår her, er en superstærk ressource. Men det allerstærkeste, det er at få modet til at gå i gang. Det er meget magisk, når det sker," siger Paul Natorp.

Ifølge ham er Aarhus et rigtigt godt sted for hverdagsaktivismen.

"Aarhus er både stor og lille på samme tid. Det er hurtigt en landsby, hvis man engagerer sig i noget, fordi man hurtigt kommer til at kende alle på det område. Samtidig har Aarhus en størrelse, der gør, at byen har været kulturby, og at en del større organisationer er her i byen. Der er masser af kreativitet og optimisme, og det er kæmpe ressourcer."

Foreningen har tidligere også haft adresse i Badstuegade og på Vesterport.

Hvilke projekter?

Eksempler på igangværende projekter hos Sager der Samler:

Vaskeriet - startet af to socialpædagoger. Målet er at skabe en tryg og indbydende arbejdsplads, hvor udviklingshæmmede mennesker kan prøve sig selv af i forskellige funktioner og arbejdsroller. Åbnede 2017 i Søvangen i Brabrand.

Social Sundhed - en frivillig gruppe af studerende er brobyggere mellem sårbare, marginaliserede mennesker og sundhedssystemet. Social Sundhed har nu 80 frivillige og er ved at etablere sig i Aalborg og København.

Skraldecafeen - samler overskudsmad og skaber en café for mennesker, der ikke har råd til at gå ud og spise. I Skraldecaféen laver man ikke mad til folk, men med folk.

Waste Hunt - organiserer månedlige affaldsindsamlinger på steder, hvor der flyder for meget affald. Det, der indsamles, registreres, og kan derved være med til at skabe mere viden om problemet.

Publiceret 14 November 2018 06:00

SENESTE TV