Pittsburgh vil halvere byens udledning og have en 100 procent grøn elforsyning. Foto: Mostphotos

Pittsburgh vil halvere byens udledning og have en 100 procent grøn elforsyning. Foto: Mostphotos

Nyt samarbejde med amerikansk storby:

'Steel City' finder inspiration i Aarhus

Stor industriby vil omstille byen til en grøn fremtid og kigger mod Aarhus for inspiration

Umiddelbart forbinder man måske ikke industribyen Pittsburgh i staten Pennsylvania med grøn omstilling. Byen er arnestedet for USA’s industriproduktion og har en rig beholdning af fossile energiressourcer.

Ikke desto mindre vil Pittsburgh omstille sig til en grøn fremtid, og Aarhus skal hjælpe med at nå målet i et nyt samarbejde mellem de to byer.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Aarhus og Pittsburgh er på samme størrelse, og bystyret i Pittsburgh finder, at Aarhus har en tilgang til grøn omstilling, som peger i den retning amerikanerne gerne vil.

Målet med samarbejdet er at udarbejde en såkaldt ’køreplan’, der skal hjælpe byen på vej med at opnå deres ambitiøse klimamålsætninger ved hjælp af fjernvarme.

”Jeg er stolt af, at Aarhus kan inspirere til grøn omstilling i et felt, der spænder fra Kina til USA. Hvis vores arbejde i Aarhus kan være med til at påvirke den grønne omstilling i et globalt perspektiv, kommer det os alle til gode. Samtidig viser det, at det er byerne der skal gå forrest i arbejdet, hvis vi for alvor skal tage hånd om klimaudfordringerne,” siger Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus.

Halverer udledningen

Det nye samarbejde mellem Aarhus og Pittsburgh markeres ved et besøg fra USA tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge. Turen til Aarhus vil give Pittsburgh de håndgribelige eksempler, der, sammen med ekspertrådgivning fra Energistyrelsen, skal danne kernen af køreplanen.

Pittsburghs borgmester, William Peduto, planlægger at bruge køreplanen til at udforme miljørigtige projekter i diverse distrikter i Pittsburgh.

De amerikanske gæster modtages tirsdag af borgmester Jacob Bundsgaard og bliver præsenteret for, hvordan Aarhus har grebet det strategiske arbejde an i forhold til at omstille byen. Derudover skal de ud og se nærmere på Aarhus’ energi-og drikkevandsforsyning.

Aarhus har siden 2008 halveret byens CO2-udledning.

”Aarhus og resten af vores region er rig på virksomheder, der leverer grønne teknologier og løsninger, der kan være med til også at omstille byer i andre dele af verden. Vores seriøse og målrettede tilgang til klimaindsatsen i Aarhus åbner op for samarbejdsmuligheder i udlandet, og det skal vi som kommune understøtte. Det giver os muligheder for at styrke den grønne vækst i Aarhus og sikre de arbejdspladser, vi skal leve af i fremtiden,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Pittsburghs mål er at have halveret byens CO2-udledning i 2030. Samme år vil man have en 100 procent grøn elforsyning.

dp

Publiceret 12 November 2018 09:44

SENESTE TV