Præsteklumme:

Forbind dig med mennesker, der ikke ligner dig selv

Af
Susanne Kramer Madsen

sognepræst i Risskov Kirke

Præsteklumme Fra et gammelt kinesisk leksikon:

”De forskellige dyr lader sig inddele i: dem der tilhører Kejseren, dem der dufter godt, dem der er tamme, pattegrise, sirener, fabeldyr, vildhunde, dem der indbefattes i nærværende klassifikation, dem der opfører sig som gale, dem der er tegnet med en meget fin kamelhårspensel, dem der lige har slået en krukke i stykker, og dem der på lang afstand ligner fluer.”

Det mørkner ude, dagen er nu så kort, at der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at rydde op i nogle bunker af rod, som har stået og 'formeret sig' i løbet af de sidste mange, lyse måneder: Stakke af papir, noter, slidte bøger og prædikener uden mere liv i sig. En støvet bog falder ned i skødet på mig, den bærer titlen: 'På kulturens slagmark, mindretal og størretal taler om Danmark' af Carl-Ulrik Schierup, en undervisningsbog fra dengang, jeg læste antropologi. Bogen er fra 1993, og når jeg i dag læser i den, så klinger den næsten som en slags profeti; profetien om, hvordan vi er blevet vanvittig optaget af helst kun at forbinde os med mennesker, som på alle måder ligner os selv. Bogen refererer til den amerikanske forfatter Richard Sennett, som i 1977 skrev bogen: 'The fall of public man', hvori jeg læser følgende: ”Jo snævrere et perspektiv for dét fællesskab, der skabes, jo mere destruktiv bliver oplevelsen af broderskab. Fremmede, ukendte, anderledes bliver skabninger som undviges; dét at dele bliver stadigt mere centreret om, HVEM som skal høre til og hvem, der IKKE skal. Broderskab er blevet lig med et følelsesmæssigt bånd for en udvalgt skare, modsvaret af en forkastelse af alle, som befinder sig uden for den snævre kreds”.

Der kan givetvis tales godt og længe om nødvendigheden af først at skulle kende sig selv og om, at vi mennesker bliver tossede, hvis vi ikke kan sætte rammer og skel, og om at vi må definere os selv som gruppe, før vi møder andre grupper. En gruppe eller et fællesskab kan imidlertid også stirre sig blind på at være unik eller enestående med behov, længsler og drømme, som andre grupper af mennesker ikke deler. Et fællesskab som lukker sig om sig selv, trænger til 'gennemtræk' og luftforandring, det kan være et fællesskab omkring en kirke, et forsamlingshus eller sognehus. Det kan være et arbejdsfællesskab eller strukturer i en organisation eller et samfund, som per definition er lukket for dét ukendte eller anderledes. I 1990'erne spåede man, at de næste 20 år ville blive en kamp om etnicitet, religion, ressourcer og kulturelle ligheder/forskelle, og at dén kamp ville tage til, deraf bogtitlen: 'På kulturens slagmark'…men på enhver slagmark ligger der mennesker af kød og blod, med de samme håb, drømme, mareridt og længsler – og det bliver aldrig naivt at lede efter dét, som forener os, dét som samler, i stedet for at splitte os ad.

Publiceret 10 November 2018 06:00

SENESTE TV