En bilist tog torsdag et billede af, at bommene ikke gik ned, selvom signallysene blinkede.

En bilist tog torsdag et billede af, at bommene ikke gik ned, selvom signallysene blinkede. Privatfoto.

Skyld i trafikkaos:

Fugt gav problemer med letbanens bom-anlæg

Flere bilister har de seneste dage oplevet problemer ved en letbane-overgang i Mårslet. Aarhus Letbane oplyser, at fejlen er rettet

Af
Jonas Wrede Hansen

En fejl på et bomanlæg gav torsdag eftermiddag store problemer for trafikken ved en letbane-overgang i Mårslet. Det gjorde en bilist Lokalavisen Aarhus opmærksom på. Ifølge vedkommende var der både problemer med, at signallyset ved overgangen blinkede, uden der kom et letbane-tog, og senere var der problemer med, at bommene var nede, selvom letbanen ikke kom.

Problemerne skabte tilsyneladende et mindre trafikkaos i myldretrafikken torsdag eftermiddag, hvor der holdt omkring ti biler på hver side af letbane-overgangen, da bommene ikke gik op, selvom letbane-toget var kørt forbi.

Jens Velling, pressechef hos Aarhus Letbane, oplyser, at det er rigtigt, at der har været problemer ved tog-overgangen i Mårslet. Han har dog kun hørt, at der har været problemer med, at bommene ikke gik op, og altså ikke at lysene blinkede, uden bommene gik ned.

"Der har været et tilfælde med fugt i en kontakt i bomanlæggene, men det er blevet ordnet igen. Hvis der er en fejl, så får vi besked med det samme, og så kontakter vi Aarsleff Rail, som sender en mand ud til stedet," forklarer Jens Velling fra Aarhus Letbane.

Publiceret 09 November 2018 12:12

SENESTE TV