Tre af tovholderne til næste års sommerfest i Mejlby. Fra venstre mod højre er det: Michael Mikkelsen, Lona Egelund og Allan Lund. Festen skal holdes 22. juni ved Mejlby Forsamlingshus. Fotocollage

Tre af tovholderne til næste års sommerfest i Mejlby. Fra venstre mod højre er det: Michael Mikkelsen, Lona Egelund og Allan Lund. Festen skal holdes 22. juni ved Mejlby Forsamlingshus. Fotocollage

Landsbyer vil skabe mere liv og arrangerer stor sommerfest

Tovholdere arbejder på en sommerfest, der skal samle Todbjerg, Hårup og Mejlby

Af
Kim Skovrup Andersen

FEST Selv om vi for nyligt har stillet tiden tilbage til vintertid, er lokale ildsjæle i det nordlige af Aarhus Kommune i fuld gang med at planlægge sommeren.

Lona Egelund, Michael Mikkelsen og Allan Lund er trioen, som gerne vil starte en ny tradition i form af en sommerfest i landsbyen Mejlby.

"Vi vil gerne vise, at små landsbyer også kan noget. Vi vil gerne prøve noget nyt og har haft planer om, at der skal ske noget mere i vores lokalområde. Derfor er vi i gang med at planlægge en sommerfest 22. juni på arealerne ved Mejlby Forsamlingshus," fortæller Lona Egelund, som har boet i byen siden 2008.

Hun understreger, at alle er velkomne til festen, selv om forventningen er, at størstedelen af deltagerne kommer fra landsbyerne Hårup, Todbjerg og Mejlby .

53-årige Michael Mikkelsen er formand for bestyrelsen i Mejlby Forsamlingshus og er en af de andre tovholdere.

Det var på generalforsamlingen til Mejlby Forsamlingshus' bestyrelsesmøde, at forslaget om en sommerfest pludselig dukkede op.

"Der sker aldrig rigtig noget her udover lidt fællesspisning og vores dilettant-forestilling. Vi synes, det er en god idé med en sommerfest, og vi tror på stor opbakning. Vi håber på, at sådan en fest vil kunne binde de små lokalsamfund her i området mere sammen," siger Michael Mikkelsen, der selv har været bosat i mange år i området ved Linå Hede.

De har taget kontakt til Lokalavisen, fordi de allerede nu gerne vil have udbredt den gode nyhed til så mange som muligt, så folk har mulighed for at sætte et kryds i kalenderen eller tilbyde at give en hånd med.

Selve sommerfesten skal have et hav af aktiviteter som bagagerumsmarked, livemusik, hoppeborg, tombola, fodboldvenskabskampe og meget meget mere. Indtil videre er opgaverne i gang med at blive fordelt, og der er ved at komme styr på tilladelserne.

"Det største arbejde ligger foran os, når vi ikke har prøvet at holde en sommerfest før. Men vi har mange gode tovholdere, og jeg tror godt, vi kan nå op på flere hundrede gæster til sommerfesten," siger Michael Mikkelsen.

Noget der ligger helt fast er, at der skal være spisning i et stort telt om aftenen, og så vil der være levende musik.

"Vi har allerede booket bandet 'Det sorte får' fra Hammel," afslører Lona Egelund.

Læs mere om sommerfesten her.

Publiceret 08 November 2018 16:00

SENESTE TV