Fredag skydes julen i gang:

Julemanden sejler ind og tænder stjernehimlen

I år ankommer hovedpersonen ad vandvejen med en båd fra Grønland

Traditionen tro kommer julemanden til Aarhus og hjælper med at tænde stjernehimlen over Strøget, mens hundredvis af aarhusianske børn og voksne hilser ham velkommen.

Det store tilløbsstykke finder sted på fredag fra klokken 18.

Sidste år ankom han med vandflyveren, men i år har den velvoksne herre valgt at sejle ind til Smilets By.

”Jeg glæder mig hvert år rigtig meget til at se julemanden ankomme til Aarhus. I år særligt meget, da han ankommer med den flotte,gamle slæbebåd Jakob, der er kommer sejlende helt fra Grønland med julemanden. Juleparaden har jo i mange år været et kæmpe tilløbsstykke for især børnefamilierne, og i år kan de som noget helt nyt glæde sig til at se julemanden føre paraden an siddende på toppen af et flot grønt julelandskab. Og så bliver det spændende at se julemanden tænde den helt nye og spektakulære stjernehimmel over Strøget med sin store træske," afslører Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.

Fra klokken 16 kan man ved Dokk1 opleve et julehyggeområde og se, når julemanden ankommer klokken 18.

Herefter vil han begive sig ud på paraden op til Strøget ud til Aarhus Banegård, hvor han svinger med sin ske og tænder den nye stjernehimmel over indkøbsstrækningen.

Mange af byens butikker, herunder Salling, Magasin og Bruuns Galleri, holder denne aften længere åbent, og byens mange gæster har derfor rig mulighed for at købe årets første julegaver.

Julemandens paraderute:

Dokk1 - Dynkarken - Sønder Allé - Fredensgade - Ny Banegårdsgade - Banegårdspladsen - Ryesgade - Skt. Clemens Torv - Store Torv - Lille Torv - Vestergade - Emil Vetts Passage - Den nye Busgade - Frederiksgade - Rådhuspladsen - Sønder Allé - Dynkarken - Dokk1

Publiceret 05 November 2018 16:43

SENESTE TV