De gamle trøjer skiftes ud, og nye kommer til, efter Racehall i Viby har sponsoreret nye trøjer til FC Bøgeskov.

De gamle trøjer skiftes ud, og nye kommer til, efter Racehall i Viby har sponsoreret nye trøjer til FC Bøgeskov.

Virksomheder hjælper hold med handicappede: "Der bliver kamp om pladserne"

Fodboldklubben FC Bøgeskov har fået to lokale Aarhus-virksomheder med på vognen, nemlig Outsource dk og Racehall

Af
Martin Jørgensen

FC Bøgeskov har endnu engang fået noget at juble over. Sidste år vandt de handicapprisen i Aarhus Kommune. Og nu har klubben, der tilbyder udviklingshæmmede en mulighed for at spille fodbold, fået sponsorer med på projektet.

"Vi står tilbage med meget taknemmmelighed. Det er dejligt, at der er mennesker, der vil putte penge i vores projekt, så vi kan have denne forening, men også så det bliver muligt at købe ordentligt udstyr," fortæller Mette Moosdorf, som er formand i FC Bøgeskov.

Sponsorsamarbejdet kommer til at gå ud på, at Racehall sponsorerer nyt spillertøj, mens Oursource dk skal hjælpe med at udbrede projektet til hele landet. Klubben mangler nemlig stadig frivillige. Dog ikke i sådan en grad, at det truer klubbens eksistens.

"Vi kommer ikke til at stoppe, selvom vi mangler frivillige. Det er et projekt, der er kommet for at blive, og vi kan klare os med det, vi har. Men vi går selvfølgelig efter at blive bedre hver dag," understreger formanden.

Messi eller Ronaldo

I øjeblikket klarer holdet sig udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft, sponsorater og mindre kontingenter.

"Hvis vi skal lykkes med at sprede konceptet til resten af landet, er vi dybt afhængige af flere frivillige og nye spillere. Så det betyder meget, at en virksomhed som Outsource dk hjælper os med at sprede budskabet og tiltrække flere frivillige. Derudover bliver vi også mere synlige over for nye spillere, der har en lille Messi eller Ronaldo gemt i maven," fortæller Nanna Sejr medstifter af Unified og repræsentant for F.C. Bøgeskov.

Sammen med deres nye sponsorer ønsker de at udbrede Unified til resten af Danmark.

"Det nedbryder tabuer omkring de udviklingshæmmede. Der er mange, som aldrig har mødt en handicappet før, men når de spiller på samme hold, er alle lige, forklarer Nanna Sejr.

Alt andet end kommerciel

Outsource dk har - efter medarbejdernes eget ønske - investeret de ansattes tid i en aktivitet, der er alt andet end kommerciel. Netop derfor kom samarbejdet med FC Bøgeskov i stand.

"Jeg er drevet af at skabe noget nyt. Det giver mig energi, og jeg forsøger at variere mine opgaver herefter. Den samme mulighed vil vi gerne kunne tilbyde medarbejderne, når de foreslår projekter som dette," siger direktør Michael Madsen.

"Der bliver kamp om pladserne på opgaven. Det udvikler kreativiteten hos mange, når man for en stund kan sætte indtjeningen til side," siger Head of Web, Anders Pedersen, der først foreslog bureauet at samarbejde med FC. Bøgeskov.

FC Bøgeskov holder til på Bøgeskov Idrætsanlæg, Engelundsvej 11. Lige nu er der dog et afbræk i træningen, men de er klar i foråret 2019.

Publiceret 31 October 2018 12:48

SENESTE TV