Foto: Danni Paulsen

Foto: Danni Paulsen

Bragende succes: Aarhus Street Food klar til udvidelse

Madmekkaet i de gamle DSB-garager udvider rammerne og åbner op for flere køkkener

Cirka 3.600 daglige gæster og 1,3 millioner gæster årligt.

Det går strålende for Aarhus Street Food, der nu har over to år på bagen og en bæredygtig forretning, og derfor er madmarkedet klar til at udvide.

Målsætningen er at åbne fem nye køkkener, så man går fra 22 til 27 køkkener i alt, oplyser Aarhus Street Food i en pressemeddelelse.

”Der går mange iværksættere rundt derude med drømmen om at starte sin egen restaurant eller café, men udsigten til at satse hele sin opsparing på et forretningseventyr, som fra start er afhængig af et ofte spinkelt kundegrundlag, får forståeligt nok folk til at lægge ideen på hylden,” forklarer Britt Vorre, som i august 2016 etablerede Aarhus Street Food sammen med sin mand, Thomas Bendtsen, i DSB’s gamle bus-garager i Banegårdsgade.

”Med vores madmarked har vi opbygget et inkubatormiljø for madiværksættere, hvor vi har gjort det nemt at komme i gang - så folk med drømmen om sit eget køkken, har haft let ved at kunne føre deres madkoncept ud i virkeligheden.”

Udvidelse af verdenskortet

Et af de køkkener, der har nydt godt af Aarhus Street Foods rammer er det vietnamesiske køkken Bánh Mì Bandits, som for to år siden blev startet af fire venner, men som i dag har udvidet forretningen med 15 ansatte og et ekstra køkken for at imødekomme stigende efterspørgsel efter hjemmelavet vietnamesisk mad.

”Jeg tør roligt sige, at det kom bag på os, at der kom så mange gæster til at begynde med, og vi måtte kæmpe med lange køer, mens vi samtidig skulle lære, hvordan vi skulle drive vores køkken så effektivt som muligt, eftersom ingen af os havde stået i køkken eller drevet restaurant før,” siger Bánh Mì-banditten Jonas Schwartz.

Ambitionen for madoplevelsen hos Aarhus Street Food er at føre gæsterne verden rundt, hvorfor åbningen af flere køkkener både er en udvidelse af menukortet og af verdenskortet.

”Det ligger selvsagt i kortene, at vi udvider menuen, så vi fastholder kvaliteten og ambitionerne om at servere hjemmelavet mad fra alle verdenshjørner. I dag tilbyder vi mad fra mange destinationer - og vi ser frem til at invitere nye iværksættere ind i garagen og give dem en plads på vores Street Food-verdenskort,” siger Britt Vorre og uddyber:

”Vi har i virkeligheden skabt et bæredygtigt integrationsprojekt. Godt nok i mindre målestok, hvis man tager i betragtning, at vi har bidraget med rammerne til at skabe en bæredygtig levevej for folk, der under normale omstændigheder vil have vanskeligt ved at få foden inden for på det danske arbejdsmarked.”

dp

Publiceret 29 October 2018 12:01